
Lokal tøjbutik gør klar til ejerskifte
Levins i hjertet af Løkken er en af byens mest velkendte butikker, som ejes af Vibeke og Svend Erik Frøstrup, der overtog tøjbutikken tilbage i januar 2004.
Efter næsten to årtier med butiksdrift, så planlægger parret at gå på pension om 3-4 år - derfor ønsker man allerede nu at gå på jagt og finde en ny ejer eller medejer.
Vibeke og Svend Erik søger en ny medarbejder, der også drømmer om at blive selvstændig - her er derfor en unik mulighed for at indgå i et samarbejde, som kan føre meget med sig.
Den rette person kan starte med 25+ timer om ugen, og efter tid kan der være mulighed for at overtage butikken lidt efter lidt i en god, sund dialog sammen med parret fremadrettet.
Udover at have et naturligt talent for og stor lyst til at sælge, så skal personen også have flair for IT og sociale medier, ligesom man skal være indforstået med at holde ferie uden for højsæsonen.
Historien
Da Vibeke og Svend Erik overtog Levins, havde butikken blot mærkerne Bison og Redgreen, ligesom salgsarealet var mindre, da ejendommen både husede Levins, Galleri Friis og en ejendomsmægler.
Ejendommen, der er fra 1855, er en af Løkken's ældste bygninger, og har i årenes løb haft et leben med flere erhverv - først skudehandlergård, derefter kro og hotel, og siden blandt andet tøjbutikken.
Mens årene med butiksdrift er gået, så har parret købt hele ejendommen på Søndergade 12, og benytter i dag hele stueplanet til Levins, hvor der sælges både herre- og dametøj i høj kvalitet.