Lokal kunstner skal stå for kæmpe jubilæumskunstværk
HJØRRING: Den anerkendte og alsidige kunstner Peter Max-Jakobsen lever i den grad op til sit mellemnavn med sit kommende kunstværk, som med et omfang på hele 170 kvadratmeter, en højde på 14,6 meter og en vægt på knap 3,5 ton for alvor leger med den maksimale grænse for størrelsen på et væghængt kunstværk.
Det enorme kunstværk bærer titlen High Personal Resonance, forkortet HPR, og skal pryde en af gavlene på Hjørring Private Realskole, passende nok også forkortet HPR, hvis bestyrelse har valgt den Hjørring-baserede kunstner til at markere skolens 150-års jubilæum 1. maj 2025.
Selvom Peter Max-Jakobsen har masser af erfaring i at lave offentlig udsmykning, som han kan trække på i processen, er dette projekt dog forholdsvis anderledes end noget andet, han tidligere har lavet. En stor del af opgaven ligger derfor også i at forene den kunstneriske vision med, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre - og er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at hænge op på en fleretagers murstensgavl.
- Det er utroligt vigtigt for mig, at sikkerheden er på plads. Både i forhold til, at muren kan holde til det træk, der kommer på den, men også at børnene ikke kan klatre på det og komme til skade, fortæller Peter Max fra sit atelier i den gamle arrest og retsbygning i Jernbanegade i Hjørring.
Undervejs rådslår kunstneren sig derfor med ingeniører og eksperter for at sikre sig, at hans idéer også er gangbare i virkeligheden og ikke mindst har sikkerheden helt på plads. Dette giver naturligt nok et vist afbrudt flow i den kunstneriske proces, ligesom skaleringen – altså det at ”oversætte” idé og materialer til en 170 m2 stor flade – til tider bliver to skridt frem og et tilbage.
Dette ses tydeligt på gulvet i kunstnerens atelier, der p.t. indtages af utallige tilskårne lister af farvet komposittræ, som i kombination med computergenerede modeller udgør arbejdsprocessen for den ihærdige kunstner; koncepter udvikles på computeren om aftenen derhjemme og afprøves så i praksis på gulvet i atelieret dagen efter. Hvad virker? Hvad virker ikke? Frem og tilbage.
For mange mennesker ville dette være forbundet med store frustrationer, og det er da heller ikke, fordi der ikke er perioder, hvor det hele godt kan ”være lidt træls”, men den internationalt uddannede kunstner kender efterhånden sig selv godt nok til at vide, at han først ret sent bliver færdig med at justere på alting. For hvad nu, hvis noget kunne være endnu bedre?
- Det er på ondt og ondt, sådan jeg arbejder. Hvor nogle kunstnere ret tidligt låser sig fast på et værk, bliver jeg ved med at afprøve nye vinkler. Alt det, jeg har gået og formuleret med hovedet, skal også falde på plads og føles rigtigt herinde, forklarer han med hånden på brystet. - Det hele skal hænge sammen, tilføjer han.
Netop det at finde ud af, hvad der får det hele til at hænge sammen - limen, som han kalder det - er det, der guider og inspirerer, når Peter Max går til en bestillingsopgave som den, han har fået fra Hjørring Private Realskole.
- Modsat mine personlige værker, hvor jeg spørger, hvad der rører sig i mig og mit liv, så skal et bestillingsværk afspejle den, der har bestilt værket – set gennem mine øjne. Her er det ekstremt vigtigt for mig, at jeg får fat i selve essensen, fortæller han.
Og selvom kunstneren selv har et barn på Hjørring Private Realskole, skulle det vise sig, at det ikke var ensbetydende med, at han havde en klar idé af skolens essens. Han brugte derfor meget tid i starten af processen på at mødes med udvalgte personer og faggrupper for at danne sig et mere komplet indtryk af skolens ånd.
- Overordnet set kan man jo godt sige, at alle skoler er ret ens; de har en ledelse, de har lærere, de har pædagoger og så videre. Men når man så dykker ned i det, finder man ud af, hvor forskellige de kan være på trods af det samme udgangspunkt, forklarer kunstneren og fortsætter.
- Det var bemærkelsesværdigt, hvor lidt jeg som forælder egentlig vidste om mange af de processer – og mange af de ildsjæle – der er på skolen, og som er selve limen, der får det hele til at hænge sammen og gør HPR til HPR – og som virkelig har efterladt mig med et utrolig godt indtryk af skolen.
De mange samtaler og møder satte straks tanker og følelser i spil, og idéen til High Personal Resonance blev født. Med udgangspunkt i, at skolen er summen af de dem, der befolker den, skal kunstværket symbolisere, at selve væggen går i bølger af de ringe i vandet, som hver enkelt person bidrager med. Det hele hænger sammen, og alt påvirker og forstærker hinanden.
- Værket er elevens møde med skolen. Man bliver kastet ind i det som en sten i vandet. Først giver det store bølger – måske ligefrem et chok - så bliver de mindre og mindre, og til sidst bliver man selv en del af det og tager det med sig, når man forlader skolen igen, fortæller Peter Max-Jakobsen og tilføjer, at det dog er vigtigt, at folk selv skal mærke efter, hvad værket er for dem, når de engang ser vægudsmykningen.
Værket High Personal Resonance kommer til at bestå af 1,8 km håndlister i komposittræ af 40 % genbrugsmaterialer. Det vil være oplyst af LED-lyst indefra om aftenen og vil have et rundt vindue ind til et af klasseværelserne i bygningen, det skal hænge på. Det knap 15 meter høje værk bliver afsløret til fejringen af Hjørring Private Realskoles 150-års jubilæum 1. maj 2025.