Lokal købmand er udnævnt til Årets Folkehjælper
HJØRRING: Hjørring har en købmand med et særligt stort hjerte, og det har Dansk Folkehjælp i Hjørring belønnet med en særlig titel.
Lars Jensen fra Spar på Nordens Allé er nemlig blevet udnævnt til Årets Folkehjælper i Hjørring.
Den 26. september er udnævnt til frivillighedens dag. Mærkedagen har til formål at synliggøre og sætte fokus på frivilligt arbejde, og på dagen satte en række foreninger fokus på det frivillige arbejde, de udfører i deres respektive lokalområder.
Dansk Folkehjælp i Hjørring var også i år med ved udnævnelsen af årets folkehjælper i Hjørring Kommune. Prisen tildeles en person, der har gjort en særlig indsats for de målgrupper, som tilgodeses via Dansk Folkehjælps formål og arbejde.
Formanden for Dansk Folkehjælp i Hjørring, Jette Videnkjær stod blandt andet for at udnævne Lars Jensen og hun fortæller, at der er en særlig grund til, at Dansk Folkehjælp har valgt at pege på købmanden på Nordens Allé.
- Lars har på eget initiativ taget kontakt til Dansk Folkehjælp i Hjørring og gjort det muligt for de deltagere, som vi havde med på sommerferie, at de fik et stort tilskud i form at kolonialvarer til deres ferietur, siger Jette Videnkjær og fortsætter:
- Lars Jensen har et stort socialt hjerte, og fokus på Dansk Folkehjælp målgruppe, og har tidligere støttet Dansk Folkehjælp, og ønsker stadig at støtte.