Billede beskrivelse

Løkken var 82 stemmer fra guldet – men fejringen er stadig varm

21. december 2025 kl. 06.04

LØKKEN: SuperBrugsen Løkken var sølle 0,3 procent fra at vinde titlen som Danmarks Bedste Supermarked 2025.

Konkurrencen Danmarks Bedste Supermarked er en del af Danmarks Bedste Awards, som arrangeres af Min By Media. Formålet med konkurrencen er at hylde det lokale handelsliv i hele landet, og det er borgerne selv, der stemmer på deres favoritter. Prisen som Årets Supermarked er én ud af 16 kategorier.

Men det skal nu ikke stoppe glæden i SuperBrugsen i Løkken, konstaterer uddeler Mogens Knudsen på SuperBrugsens egen Facebook-side.

- Det er ikke altid, man kan tillade sig at fejre en andenplads, men det gør vi alligevel i de her dage. Faktisk kan vi slet ikke få armene ned, konstaterer han og fortsætter:

- Vi er vildt stolte over, at vi for andet år i træk fastholder at være Jyllands Bedste Supermarked og Danmarks næstbedste.

Det var da også så uhyggeligt tæt på, at det nærmest er urimeligt.

- Faktisk manglede vi kun 82 stemmer for at kunne træde helt op, siger uddeleren, der ikke tøver med at kaste tak ud til alle, der har stemt. Tusind, tusind tak for jeres opbakning og alle jeres stemmer. Vi er sindssygt taknemmelige for det, lyder det.

Mogens Knudsen er heller ikke nærig med rosen til medarbejderne.

- Hver dag yder alle kolleger her i huset en kæmpe indsats for at gøre sig umage og gøre tingene ordentligt. Nu kan vi som kollegaer fejre hinanden, siger han.

Rosen fra Coop er heller ikke til at tage fejl af:

"Fra hele Coop skal der lyde et kæmpe tillykke til vores dygtige kollegaer i SuperBrugsen Løkken med en virkelig flot 2. plads. I leverer en fantastisk indsats, der både kan mærkes og ses, og I gør en stor forskel for hele lokalsamfundet i Løkken og omegn," lyder det på Coops sociale medier.

Førstepladsen gik til det italienske Supermarco, der ligger i Københavns Sydhavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste