Vendelbo Cykler var truet af lukning, men Jens Peter Palmblad fik uvurderlig hjælpe fra Early Warning: - I dag er min opførsel meget forandret. Jeg tænker over mine indkøb, styrer mine udgifter og motiverer mine to medarbejdere til også at tænke på tallene. Så vi hele tiden er med eller foran tallene, siger Jens Peter Palmblad.
Shopping

Krisekorps og corona reddede cykelbutik fra lukning

Egenkapitalen på 800.000 kroner var væk, og lukningen stod for døren. Men efter et år i parløb med to erfarne erhvervsfolk, der hjælper virksomheder i modgang, og en uventet håndsrækning fra corona, er der atter overskud og penge på kistebunden

03. august 2021 kl. 13:36

HJØRRING: Egenkapitalen på 800.000 kroner var væk, og lukningen stod for døren. Men efter et år i parløb med to erfarne erhvervsfolk, der hjælper virksomheder i modgang, og en uventet håndsrækning fra corona, er der atter overskud og penge på kistebunden.

Det oplyser Early Warning i en pressemeddelelse.

Gælden nærmede sig en million kroner, da Jens Peter Palmblad søgte hjælp til at lukke sin cykelbutik Vendelbo Cykler i Hjørring, han havde haft i 20 år.

Hans medhjælpende hustru, som står for bogholderiet, havde hørt om noget, der hed Early Warning.

- Så vi ringer for at få hjælp til at lukke denne forretning. Et par dage efter møder der en op fra Early Warning, og han siger, at vi jo kan erklære os konkurs. Men det er det sidste, jeg vil. Jeg vil hade at skylde folk penge og så bare stikke af. Det nægter jeg - jeg vil lukke rigtigt. Jamen, så mangler I 800.000 kroner, får vi at vide, siger Jens Peter Palmblad i en pressemeddelelse.

Konsulenten fra Early Warning foreslår i stedet at se på, om forretningen kan vendes, at lave en femårsplan og undgå at lukke.

- Muligheden for at bevare forretningen havde vi ikke set som en mulig løsning. Vi havde indstillet os på, at vi ville blive nødt til at lukke. Derfor skulle hele vores mentale indstilling ændres, siger Jens Peter Palmblad.

Guld værd

Konsulenten tilknytter to frivillige erhvervsfolk fra Early Warning i godt et år. Begge hjælper gratis i deres fritid, og de har stor erfaring om tal og drift af erhverv, men vidt forskellig tilgang til at skaffe indtjening.

- Deres tilknytning til Vendelbo Cykler var simpelthen guld værd. Den ene var bankmand, og han så på, hvordan vi kunne spare og rationalisere mest muligt. Den anden var tidligere direktør i en produktionsvirksomhed, og han gik op i, hvordan vi kunne tjene flere penge, blandt andet via styring af lager, dækningsbidrag og omsættelige produkter, siger cykelsmeden.

Gennem otte personlige møder, hvor rådgiverne går i dybden med forretningsplan, økonomi, prissætning, salg og ledelse, bliver forretningen endevendt.

- Det her skulle jeg have gjort for mange år siden. Jeg er jo cykelsmed og rigtig god til at lave cykler. Men jeg er jo ikke god til at drive en forretning, det har jeg jo aldrig lært, siger Jens Peter Palmblad i pressemeddelelsen.

Motionsgrej i høj kurs

De frivillige rådgivere hjælper helt praktisk med at finde ud af, hvor meget butikken skal have i indtjening om måneden, før den kan løbe rundt og generere egenkapital.

- De har brugt rigtig meget energi på at fortælle os, hvordan vi kan styre på tallene. Så jeg hver måned kan de, om vi holder den omsætning, vi skal. Jeg havde faktisk programmer, der kunne holde øje, men det vidste jeg bare slet ikke, og det er noget, jeg slet ikke har brugt krudt på før, siger Jens Peter Palmblad.

Det var i februar 2020, ægteparret kontaktede Early Warning. Mindre end en måned senere lukkede Danmark ned med corona. Og det skulle vise sig ikke at være så skidt endda for butikken.

Faktisk hjælper danskernes fornyede lyst til at købe cykler med at få bygget egenkapitalen op igen.

- Cykler og motionsgrej kom pludselig i høj kurs, da Danmark lukkede ned, hvilket betød, at vi havde nemt ved at få fuld pris på det, vi solgte, siger han.

Efter forløbet med de to frivillige rådgivere stoppede Jens Peter Palmblad desuden med at give de store rabatter.

- For du kan have nok så travlt og sælge nok så mange cykler, men hvad fanden hjælper det, hvis du ikke tjener penge på dem, siger han.

Pengene hentet hjem

Da 2020 nåede til ende, var de manglende 800.000 kroner hentet hjem.

- Vi har nu forladt tanken om at lukke, for vi har fået egenkapitalen tilbage. Skal vi noget, så er det at sælge, men det behøves ikke at være lige nu, det hele kommer an på min kones helbred. Vi er 53 og 50 år, men vi kommer nok ikke til at bruge resten af vores arbejdsliv i cykelbutikken, siger han.

Løber lidt langsommere

I mellemtiden er Jens Peter Palmblad her i sensommeren 2021 stødt ind i nye udfordringer. Det er for tiden nærmest umuligt at skaffe flere cykler, fordi hele produktionen skal op at køre igen. Men det tager han med ro.

- Jeg har fået is i maven. Jeg har lært at løbe lidt langsommere, og så bare få prisen. Før var jeg tilbøjelig til at sænke priserne, men der skal man bare være kold. I dag er min opførsel meget forandret. Jeg tænker over mine indkøb, styrer mine udgifter og motiverer mine to medarbejdere til også at tænke på tallene. Så vi hele tiden er med eller foran tallene, siger Jens Peter Palmblad.

Fakta om Early Warning

Early Warning er et landsdækkende og offentligt støttet initiativ, som siden 2007 har hjulpet mere end 7.000 mindre, danske kriseramte virksomheder. Over 100 frivillige erfarne erhvervsfolk og 20 insolvensadvokater er klar med gratis vejledning, sparring og rådgivning af virksomhedens ejer og evt. ejerens familie.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu