Billede beskrivelse

Kreativt genbrug: De gamle bukser får ben at gå på i Piaf og Mirabell

07. december 2021 kl. 06.00

HJØRRING: Modebutikken Piaf og dagbeskæftigelsestilbuddet Mirabell - begge med adresse i Østergade i Hjørring - samarbejder om et kreativt, populært genbrugsprojekt.

Piaf indsamler gamle bukser fra kunderne ved årlige bukse-bytte-dage. De brugte bukser udløser rabat på 200 kroner, når kunderne køber et par nye jeans i Piaf. Og bagefter forvandler borgerne i Mirabell de brugte jeans til unikke tasker og indkøbsnet.

Billede beskrivelse

Er stoppet med at tælle

Samarbejdet har varet i cirka fem år, og det er gennem årene blevet til hundredvis af ny-designede tasker.

Kreationerne bliver solgt i Piaf og Mirabell. Og de ”nye” bukse-tasker har i den grad fået ben at gå på. De er meget populære, og lige nu er der ganske få net tilbage. Men Susan Christensen i Mirabell er igen klar til at træde på symaskine-pedalen og slipper de kreative kræfter fri for at skabe nye, smarte modeller.

Susan Christensen er en af de 24 brugere i huset, og hun er anker-person i taske-eventyret. Hun har fået fri hænder til at designe og sy de nye modeller.

Hvor mange net hun har fremstillet gennem de fem år, hun har arbejdet i Mirabell/Cafe 33 har hun ikke tal på.

- Jeg stoppede med at tælle efter ti, griner hun.

Et kreativ touch

Når Susan Christensen får en stak cowboybukser ind, sorterer og udvælger dem, der falder i hendes smag. Og hun er udstyret med en god evne til at sammensætte mønstre og farver.

- Jeg spiller meget SIMs og andre kreative spil på computer i mange år, hvor man mikser mange forskellige ting. Jeg kan godt li’ at sætte farver sammen. Folk tænker måske lige først, at nogle farver er grimme sammen, men det lykkes altid i sidste ende at få et godt resultat, siger Susan og tilføjer, at hun nok er en smule perfektionistisk.

Hver taske fra Mirabell er unik. Og de unikke tasker gavner og glæder ikke alene i lokalområdet - en del turister finder også vej til både Piaf og butik Mirabell i Østergade. Og hermed er Hjørring-designede tasker spredt i det meste af Europa.

Win-win

Pia Frost i Piaf glæder sig over samarbejdet med Mirabell. Hun ser samarbejdet som win-win: - Bukserne bliver genbrugt - og brugerne i Mirabell får glæde ved at skabe nye net og tasker. Og kunderne kan købe et flot genbrugsnet.

- Jeg har i butikken et mindre udvalg af taskerne fra Mirabell i butikken. Hvis kunderne vil have et større udvalg, kan de få tasken byttet, når de besøger Mirabell - og her frister cafeen samtidig med tilbud på kaffe og hjemmebag, tilføjer Pia Frost.

Butik, cafe og værksteder

Mirabell og Cafe 33 er en del af Nordjyllands Beskyttede Værksted og stedet er samtidig et beskæftigelsestilbud for 24 unge og voksne med fysisk- og psykisk udviklingshandicap.

Foruden tekstilværkstedet rummer huset også et keramikværksted samt butik og café. Både butik og caféen bemandes af husets brugere.

Kirsten Susanne Jensen er uddannet tekstildesigner og daglig leder af husets tekstilværksted. Hun understreger, at man i huset er opmærksom på ikke at være konkurrenceforvridende. Derfor har priserne i butik og cafe også et vist niveau, så de omkringliggende butikker og caféer ikke bliver underbudt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste