Tøjeksperten vil primært være fyldt med forårs- og sommervarer. Butikken vil dog også friste kunderne med et par udsalgsborde. Foto: Bente Poder
Shopping

Klar til genåbning: Lange dage og højt humør i Tøjeksperten

Butikkerne i Metropol ShoppingCenter genåbner onsdag. Personale og butiksejere glæder sig til at se kunderne igen

17. april 2021 kl. 12:02

HJØRRING: Bag de nedrullede gitre i Metropol ShoppingCenters gange blev der fredag arbejdet på højtryk. Kassevis af forårsfristelser blev pakket ud og lagt på hylder og hængt på bøjler. Fragtmænd rullede pallevis med forårs- og sommertøj frem til butikkerne. Og smilene hos butikschefer og personale var ikke til at tage fejl af: Genåbningen onsdag er længe ventet.

- Vi glæder os, lød det fra butikschef Jan Rasmussen i Tøjeksperten.

Lang juleferie

Han og teamet har holdt forlænget juleferie. Faktisk har de været væk fra butiksgulvet i Tøjeksperten i fire måneder.

- Vi har første arbejdsdag i dag. Vi har virkelig været rastløse. Vi vil gerne i gang igen. Vi brænder for det her, sagde Jan med et nik mod kollegaerne.

Fredag havde teamet travlt med at gøre butikken åbningslækker, og det fortsætter mandag og tirsdag.

Hårdt for stængerne

- Vi har fjernet alle julevarer og efterårsvarer og fået leveret og pakket alle forårs- og sommervarerne ud. Det er en kæmpeøvelse, og det bliver lange dage, inden vi er helt klar, vurderede Jan, der sammen med kollegaerne har været hjemsendt i hele nedlukningsperioden.

- Vi har jo for eksempel heller ikke fået støvsuget i butikken i fire måneder, smilede han.

- Og det bliver nok hårdt for stængerne, tilføjede han med henvisning til de mange skridt, han og kollegaerne dagligt tilbagelægger, når de er på arbejde.

- Vi er spændte på åbningen. Vores spritdispenserer er fyldt op, og der er sat nye batterier i. Så alt er klar, når kunderne kommer igen.

Tøjeksperten vil friste med udsalgsvarer på et par borde uden for butikken.

- Men butikken vil primært være fyldt med forårs- og sommervarer. Vi laver en væg med en masse forskellige shorts og en væg med kortærmede skjorter - og så bliver der selvfølgelig masser af t-shirts.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu