Kirsten, Inge-Marie og 12 kreative vendelboer
LØNSTRUP: Et tomt atelier, et par lokale kreativt tænkende kvinder og godt to håndfuld kreative hobby-kunstnere. Det er, hvad der skulle til for, at ”Bistedet” blev vækket til live på Lønstrupvej 2 i Lønstrup.
Kirsten Hannemose, som lægger hus til, og Inge-Marie Skov fik i løbet af foråret samlet 12 kreative vendelboer, som ville være med til at åbne et lille galleri, som emmer af kreativitet, sysler, nørklerier og håndværk.
Det er også muligt at nyde en varm drik i enten galleriet eller haven bagved, fortæller Kirsten Hannemose og Inge-Marie Skov.
De fortæller, at de ville skabe et sted, hvor alle er velkomne til at kigge ind, få en snak over en kop kaffe med hobby-kunstnerne, der skiftes til at passe butikken - og måske købe det ene eller andet med sig hjem.
Særlige bestillinger
Det lille galleri gemmer sig i det gule hus i svinget på Lønstrupvej. Det er lidt skjult bag en hæk. Men bagved åbner sig indgangen med dobbeltdøre.
Her finder de besøgende et stort udvalg af kunsthåndværk i form af trædrejning, jernkunst, pileflet, akvarelmalerier, keramik, kort med fugle som motiver, malede kort med mere abstrakte motiver, strik, hæklerier og syede tasker.
Kirsten Hannemose og Inge-Marie Skov fortæller, at hobbykunstnerne er meget åbne overfor særlige bestillinger.
- Findes den ønskede keramikkop ikke i den helt rigtige farve eller form, kan man altid tage en snak med keramik-fruerne. Pilefletteren laver også gerne kurve i bestemte mål, hvis ikke det helt rigtige står på hylden i galleriet. Både trædrejer og jern-smeden er altid med på at prøve nye ting af og eksperimentere med materialerne, siger de.