Karen og Leos butik fylder 10 år
LØNSTRUP: Det hele begyndte egentlig med en forelskelse. Ikke kun i byen, men også i en lille butik.
I år kan Karen og Leo fejre 10 år med deres egen lille butik.
En drøm, der voksede ud af noget personligt
Tilbage i 2009 fik Karen og Leo sommerhus i Lønstrup. De faldt hurtigt for området, stemningen og livet i byen. Og så var der den butik, Karen altid vendte tilbage til.
- Jeg går lige ned i min lille butik, plejede hun at sige til Leo, fortæller hun.
Da butikken senere lukkede, opstod tanken. Kunne de selv skabe noget lignende?
Noget med samme nærvær, samme følelse. Svaret blev ja - og navnet gav næsten sig selv.
To butikker - én følelse
I dag består Minlillebutik af to butikker i Lønstrup - ”Clothes” og ”Home” - som ligger tæt på hinanden.
Den ene har fokus på tøj til både damer og herrer, mens den anden byder på interiør, delikatesser og små fund til hjemmet. Selvom de er opdelt, hænger de tæt sammen.
- Det er Minlillebutik begge steder, siger Karen.
Butikkerne drives sammen med et lille team, som dækker mange af timerne, men Karen og Leo er stadig selv en stor del af hverdagen.
- Man skal være omstillingsparat. Man står for det hele selv.
Kunder, der kommer igen
Noget af det, der betyder allermest, er relationen til kunderne.
- Det bedste er at bygge noget op og mærke, at kunderne kommer igen. Glade og tilfredse kunder. Det betyder virkelig meget.
Kundekredsen er en blanding af faste lokale og turister, der vender tilbage år efter år.
Flere tager også Minlillebutik med sig hjem via webshoppen.
- Vi har kunder fra hele landet, og også tyskere, der handler, når de er her. Når de så kommer hjem til Tyskland, så handler de over webshoppen.
Butikken arbejder aktivt med at skabe oplevelser. Blandt andet med kundeaftener i samarbejde med lokale aktører, hvor der bliver forkælet lidt ekstra.
- Vi prøver at møde folk i øjenhøjde. Alle skal kunne være med.
Udvalgt med omtanke
Hos Minlillebutik er sortimentet ikke tilfældigt. Karen er selv tæt inde over udvælgelsen og går op i, at det føles rigtigt.
- Jeg er ret kritisk. Jeg vælger kun at tage det ind, som jeg tror, at kunderne vil sætte pris på.
Det handler ikke om at have mest muligt, men om at have det rigtige.
10 år med nærvær
Den officielle jubilæumsdag er 1. maj, men i Minlillebutik bliver det fejret over flere dage fra 24. april og frem.
- Vi vil gerne gøre lidt ekstra ud af det og forkæle vores kunder, siger Karen.
For hende handler jubilæet ikke kun om at se tilbage, men også om at holde fast i det, der gør de små butikker særlige.
- Jeg drømmer om, at folk bliver ved med at komme i de små butikker. Det er ikke en selvfølge.