Hjørring Handel: - Det er ikke farligt at handle i Hjørrings butikker
- Det bliver sværere for butikker og restauranter, hvis vi ikke kan tage den sædvanlige juleshoppetur, siger Rikke Ejsenhardt
HJØRRING: - Det er ikke farligt at handle i byens butikker. Der er højt til loftet, masser af frisk luft og god plads.
Det understreger event- og aktivitetschef, Rikke Ejsenhardt. Og hun opfordrer kraftigt borgerne til at handle i de lokale, fysiske butikker.
- Vi oplever heldigvis, at mange bevidst har beslutte sig for at handle lokalt i år. De kører ikke til Aalborg, og de handler heller ikke på nettet, da mange godt ved, at det handler om overlevelse for nogle af butikkerne.
Tjek på sprit og afstand
- Vi vil gerne pointere endnu engang, at alt hvad vi gør - og hvad butikker og restauranterne gør - er gennemsyret af ansvarlighed. Der er styr på håndsprit, afstand, mundbind/visir og så videre.
- Hvis alle os, der handler, opfører os ansvarligt på samme måde – afstand, mundbind og håndsprit - så kan vi sammen arbejde på, at der ikke kommer yderligere restriktioner. Vi MÅ ikke blive lukket mere ned, lyder det fra Rikke Ejsenhardt.
Mandag præsenterede regeringen nye coronarestriktioner. I 38 af landets kommuner blev en række aktiviteter lukket, og samtidig blev de landsdækkende restriktioner for detailhandlen forlænget frem til den 28. februar. Torsdag fulgte restriktioner i flere kommuner, så 69 kommuner nu er omfattet af de nye restriktioner.
Julehandlen er vigtig
Kommunerne i Vendsyssel er fortsat gået fri, men Rikke Ejsenhardt og medlemmerne i Hjørring Handel oplever, at pressemøder om nedlukninger også får negative konsekvenser for Hjørrings detailbutikker.
- Hver gang der har været pressemøde, kan vi mærke det. Måske bliver befolkningen lige lidt ekstra bange, og vi kan se det med det samme. Julehandlen er godt i fuld gang, og det betyder normalvis en masse kunder. December måned er utrolig vigtig for butikkerne, understreger Rikke Ejsenhardt.
- Det bliver sværere for butikker og restauranter, hvis vi ikke kan tage den sædvanlige juleshoppetur.