Hjørring Handel breaker ny strategi: Helt nye alliancer skal styrke byens handelsliv
Hjørring: Hos Hjørring Handel er de nu klar til at sætte ord på den nye strategi, der har været på tegnebrættet et stykke tid.
Hjørring Handels formand, Betina D. Jensen, fortæller i en pressemeddelelse, at det er en strategi, der bygger på stærke partnerskaber, fokus på Hjørrings styrkepositioner og en klar retning for byens udvikling.
Den nye strategi har fået navnet ”Hjørring Alliancen,” og Betina D. Jensen fortæller, at den er skabt for at styrke byens handelsliv ved at sætte fokus på shopping, kultur, sportevents, turisme og gastronomi.
- Vi ønsker at skabe synlighed og sammenhold ved at understøtte og udvikle stærke signaturoplevelser og gøre Hjørring til en endnu mere attraktiv by at bo, handle, gæste og investere i. Gennem et tæt samarbejde mellem erhvervsliv og kommune vil vi skabe en dynamisk fremtid for Hjørring by, siger hun.
Betina D. Jensen understreger, at Hjørring Handel er nødt til at satse anderledes i fremtiden:
- Vi er en organisation, der gennem de seneste år har styrket sin position og indflydelse. Vores stemme er blevet hørt. Men vi skal arbejde for at gøre den endnu stærkere. Hvis vi vil sikre en positiv udvikling for vores by, må vi samle endnu flere medlemmer og større partnere i en ny alliance for Hjørring.
Borgmester Søren Smalbro giver blandt andet den nye strategi følgende ord med på vejen:
- Det er godt set af bestyrelsen for Hjørring Handel. Foreningen har gjort det godt i rigtig mange år, men tiderne ændrer sig.
Men denne strategi rammer de noget, som jeg personligt tror er det helt rigtige for Hjørring By.
Han pointerer også, at Hjørring er af de styrker, der bør prioriteres i kommunen.
- Jeg ser frem til at følge dens udvikling. Samtidig stiller jeg mig til rådighed for bestyrelsesmøder og medlemsmøder, når der er behov for det.
Kulturlivet giver også den nye strategi ros:
- Jeg er meget begejstret for den nye strategi, som Hjørring Handel præsenterer. Særligt muligheden for at indgå i en kulturalliance med byens øvrige kunst- og kulturinstitutioner ser jeg som et stort skridt i den rigtige retning, siger Christian Nygaard, der er formand for Vendelbohus.
Næste skridt er at få medlemmerne med om bord i strategien.
Betina D. Jensen understreger, at den nye strategi ikke betyder farvel til f.eks. Byfest, Sommerby, julebelysning og Hjørring Gavekortet og andre traditionelle aktiviteter.
- Vi er ikke København, og vi ønsker heller ikke at være det. Det, der er unikt hos os er, at vi er store nok til at gøre en forskel, men også små nok til at dyrke fællesskabet og møde dem vi kender, når vi er i byen. Men for at styrke Hjørrings position, skal vi tænke nyt og større. Vi glæder os til at tage næste skridt sammen med alle vores medlemmer, og ser frem til at præsentere strategien, lyder det.
Det sker på Hjørring Handels generalforsamling den 27. marts klokken 18.00 på Hjørring Kro, og medlemmerne er på forhånd blevet orienteret om den nye strategi og de vedtægtsændringer, der er en følge af den.