Billede beskrivelse

Hjørring Alliancens nye formand: Vi skal tænke langt ud over bygrænsen

27. maj 2025 kl. 19.03

HJØRRING: Hjørring Alliancens nyslåede formand, Henrik Messmann joker selv lidt med, at han til sidste generalforsamling i det daværende Hjørring Handel blev kaldt ”Manden i huset.”

Det var den aften, Hjørring Handel blev til Hjørring Alliancen og en stor, ny strategi blev rullet ud.

– Det er jo heldigvis først og fremmest et billede på, at jeg har været med i bestyrelsen i otte år og derfor kender organisationen ret indgående, siger han.

Sammen med Hjørring Alliancens nyansatte direktør, René Zeeberg, er han med egne ord for længst trukket i arbejdstøjet.

Han understreger, at den nye strategi, som blev stemt igennem af et overvældende flertal af foreningens medlemmer, bygger på Hjørring Handels fundament.

– Hjørring Handel var en veldrevet organisation, hvor det er lykkedes med at få mange nye medlemmer gennem årene blandt byens handlende, restauratører og så videre. Hjørring Handel har ligeledes stået for en række stærke events og aktiviteter i årenes løb. Mange af dem fortsætter vi med, siger Henrik Messmann.

Det nye er, at erhvervslivet nu også inviteres med ind i fællesskabet.

Billede beskrivelse

– Vi er nødt til at agere i en verden under forandring. Derfor skal vi skabe en alliance, der sammen kan skabe nogle aktiviteter, der kan skabe opmærksomhed langt ud over bygrænsen.

– Der er undersøgelser, der viser, at folk gerne kører op til 100 kilometer for at handle, gå på restaurant eller museum, og det skal vi udnytte ved at sætte blus under de positive historier, siger René Zeeberg og fortsætter:

– Hjørring er faktisk Nordjyllands næststørste by med omkring 26.000 indbyggere. Derfor skal Hjørring lige huske at minde sig selv om, at vi faktisk kan rigtigt meget. Vi skal turde støve os selv af.

– Vi skal turde tale om den her alliance som noget større end den klassiske handelsstandsforening, siger Henrik Messmann.

Fem centrale fokusområder er udpeget for at tiltrække flere turister og nye borgere til byen: Sport og fritid, gastronomi, kunst og kultur, turisme og shopping.

De skal, som navnet Hjørring Alliancen antyder, samles i nogle alliancer.

– Jeg kan rigtigt godt lide den der tanke med, at vi i fremtiden skal arbejde meget mere på tværs. Også i nogle nye og anderledes konstellationer. For sammen er vi bare stærkere. Og så skal vi turde sige højt, at vi er stolte af vores by - og at alle, der vil, kan skabe sig et godt liv her, siger han.

René Zeeberg fortæller, at Hjørring Alliancen blandt andet skal hjælpe til med at søge fondsmidler. Der bliver også mulighed for hjælp med markedsføring, så medlemmernes ideer kan blive ført ud i livet.

Indtil videre er Hjørring Alliancens nye kontor bemandet af en direktør og en event- og marketingkoordinator.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste