Hjørring Alliancen-direktør giver stafetten videre
HJØRRING: Hjørring Alliancen har på kort tid udviklet sig fra en klassisk handelsstandsforening til en moderne, bredt forankret byalliance, der samler handel, kultur, turisme og erhverv i én fælles retning.
Med en klar strategi, stærke partnerskaber og en styrket organisering er foreningen nu klar til at stå på egne ben.
Derfor har direktør, René Zeeberg, valgt at fratræde pr. 31. januar 2026. Han beskriver beslutningen som et naturligt skifte:
- Det har været nogle travle og utrolig givende måneder, og jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at hjælpe implementeringen af strategien i gang, da bestyrelsen stod i en vanskelig rekrutteringssituation. Sammen med bestyrelsen har vi fået skabt en klar retning for det videre arbejde, og de første partnerskaber er på plads. Når de centrale spor er lagt, er det det rigtige tidspunkt for mig at give stafetten videre, lyder det.
René Zeeberg understreger, at foreningens arbejde nu bevæger sig ind i en mere driftorienteret fase, hvor nye kræfter med fordel kan tage over.
Skal trække turister ind til byen
Et af de initiativer, der også er sat i gang, er produktionen af Hjørring Guiden – en ny byguide i et oplag på 60.000 eksemplarer.
Guiden distribueres bredt langs Vestkysten og skal trække turister ind til Hjørring, hvor byens styrkepositioner inden for gastronomi, kultur og shopping foldes ud.
- Guiden er en vigtig del af strategiens fokus på synlighed og markedsføring og skal sikre, at både gæster og lokale får øje på de mange oplevelser, byen rummer. Den bliver samtidig et konkret bevis på det nye samarbejde mellem byens aktører – og på den retning, Hjørring Alliancen nu står klar til at løfte videre, siger René Zeeberg.
”Processen har været i trygge hænder”
Bestyrelsesformand Henrik Messmann udtrykker både taknemmelighed og forståelse for René Zeebergs beslutning:
- Vi har haft stor glæde af Renés arbejde. Han har styrket vores strategiske retning, skabt nye samarbejder og sat tydelige spor i vores udvikling. Vi har hele tiden følt, at processen var i trygge hænder, og vi er nu så langt, at vi er helt trygge ved, at han slipper tøjlerne.
Event- og Marketingmanager, Sissel Juul, indtræder i rollen som konstitueret direktør og sikrer kontinuitet i de igangværende initiativer, understreger Henrik Messmann.
- Sissel Juul har været en central samarbejdspartner i implementeringen af strategien, og hun har stået i spidsen for udviklingen af Hjørring Alliancens nye hjemmeside og visuelle identitet, ligesom hun har løftet foreningens tilstedeværelse på sociale medier.
René Zeeberg fortsætter sit engagement i konsulentvirksomheden, Zeeberg & Partners, der leverer strategisk rådgivning og udviklingsopgaver på tværs af landet.