Fra Brasilien til Hjørring: - Her føles det som familie
HJØRRING: De er vokset op med varme, tempo og futsal på gadehjørner i Brasilien. I dag er hverdagen en anden. Her bider kulden, men fællesskabet varmer.
For flere af spilleren i Hjørring Futsalklub er rejsen til Danmark ikke bare et klubskifte, det er et livsskifte.
Et valg taget gennem netværk og fællesskab
Vejen til Hjørring er ikke tilfældig. For de brasilianske spillere handler det i høj grad om relationer. Flere af dem er kommet til klubben gennem kontakter – tidligere holdkammerater, trænere, venner, som allerede kendte miljøet.
- Jeg kom hertil på grund af en ven. Han skrev til mig, at de havde brug for mig her, og det lød som en god mulighed, fortæller en af spillerne.
For mange er det også afgørende, at der allerede er andre brasilianere i klubben.
- Når jeg skifter klub, spørger jeg altid, om der er andre brasilianere. Det gør det nemmere, især fordi sproget kan være en udfordring i starten.
Første møde med Danmark: Kulden rammer
Selvom flere af spillerne har erfaring fra andre europæiske lande, var mødet med Danmark alligevel noget særligt. Især én ting gjorde indtryk med det samme.
- Det første var kulden. Jeg frøs virkelig meget, lyder det med et smil.
Men på trods af kulden er det samlede indtryk positivt. Danmarks opleves som et trygt land, og Hjørring som et sted, hvor det er nemt at føle sig tilrette.
’Hjørring føles som en familie’
Det er især én ting, der går igen, når spillerne bliver spurgt om livet i Hjørring: fællesskabet.
- Hjørring er som en familie. Folk har hjulpet mig meget, siden jeg kom, fortæller en af spillerne. Jeg kan godt lide, at det er en lille by, hvor man kender folk. Det gør det nemmere at falde til.
Sammenlignet med andre steder i Europa oplever spillerne også danskerne som mere åbne.
- Folk her er imødekommende og smiler mere. Det gør en forskel.
Tryghed er noget af det største
Noget af det, der virkelig skiller sig ud for spillerne, er følelsen af sikkerhed.
- Her kan man gå ud om aftenen og føle sig tryg. Det betyder meget, især hvis man har familie.
Den ro og tryghed er ikke noget de tager for givet.
En hverdag langt fra dem de elsker
Men livet i Danmark har også en bagside. Flere af spillerne bor i Hjørring omkring ni måneder om året – langt væk fra familie og venner i Brasilien.
En af dem har en søn på syv år derhjemme.
- Jeg taler med ham i telefon og prøver at være der så meget som muligt. Det er ikke let – hverken for ham eller for mig.
Det er en pris, der betales for drømmen om en bedre fremtid.
- Jeg gør det også for at skabe et bedre liv for min familie.
Store drømme i en lille by
Selvom hverdagen er langt fra Brasilien, er ambitionerne intakte.
Målet er klart:
- At vinde ligaen og på sigt spille med i Champions League.
Og selvom savnet af familie og brasiliansk mad fylder, er der også noget, de tager med sig fra Danmark.
Et fællesskab, en tryghed og en by, der måske ikke var på kortet før, men som nu føles som et hjem.