Rath med Blomster har udvidet forretningen med en døgnåben blomsterautomat med indgang fra Fredensgade. Indgangen er til højre for Louise Jensen, der nusser og passer blomsterne uden for butikken. Foto: Niels Helver
Shopping

Her kan du trække friske blomster fra automaten - døgnet rundt

20. juni 2021 kl. 06:00

Maiken Rath, der er indehaver af den populære blomsterbutik ”Rath med Blomster” i Sindal, tænker på de travle kunder, der ikke altid kan nå at købe en buket blomster indenfor åbningstiden. Eller på de kunder, der gerne vil købe lidt til kirkegården på en søndag. Derfor har Maiken Rath udvidet muligheden for at købe blomster, endda døgnet rundt. Der er opsat en blomsterautomat i en afskærmet del af forretningen med indgang fra Fredensgade. Her kan kunderne ugenert og i ly for vind og vejr trække en fin buket blomster eller en dekoration.

- I disse cornatider kan der også være kunder, der helst ikke vil ind i forretningen. Nu har de mulighed for at trække friske blomster i automaten uden at komme ind. Vi vil selvfølgelig helst betjene vores kunder i forretningen, hvor vi kan yde en personlig service, siger Maiken Rath.

Der kan kun anvendes betalingskort i automaten, altså ingen kontanter. Det er af sikkerhedsgrunde. Senere bliver det også muligt at betale med MobilePay.

I automaten er der plads til 12 buketter og 6 andre ting som eksempelvis en dekoration. Automaten bliver løbende fyldt op, så der er friske blomster til kunderne døgnet rundt.

”Rath med Blomster” er en alsidig blomsterforretning, der altid har mindst 50 forskellige afskårne blomster passende til årstiden. Blomster af høj kvalitet der bliver leveret flere gange om ugen direkte fra Holland. Derudover er der stueplanter, dekorationer afpasset efter årstiden, gaveartikler, specialøl, chokolade og brugskunst. Så der er muligheder nok til at finde den helt rigtige opmærksomhed til enhver lejlighed.

Med det store udvalg og de mange forskelligartede opgaver forretningen har med rådgivning og blomsterbinding til eksempelvis konfirmationer, bryllupper, begravelser, fødselsdage, jubilæer, planteservice til kontorer, receptioner og firmaarrangementer, kræver det, at der er et omhyggeligt og kvalificeret personale. Og det har ”Rath med Blomster”. Foruden Maiken Rath udgør Sediqeh Afshar og Louise Jensen et uadskilleligt team med mange års erfaring i blomsterbinding.

Maiken overtog blomsterforretningen i 2009 fra Randi og Finn Eggersen, og Sediqeh Afshar fulgte med i handlen. Det var en god handel, for Sediqeh Afshar har været blomsterbinder i forretningen siden 2002 og har dermed stor erfaring med, hvad kunderne sætter pris på. Louise Jensen har også stor erfaring i faget. Hun har været ansat siden 2004. Herudover beskæftiger forretningen flere hjælpere, der bringer blomster ud og hjælper med forefaldende arbejde.

Maiken Rath elsker sit arbejde, og hun kunne ikke tænke sig noget andet. Efter 5 år med forretningen i Sindal, udvidede hun blomsterdynastiet med købet af blomsterforretningen ”Agaven” i Frederikshavn. Maiken kunne ikke lade være, hun måtte også eje denne butik, da den blev sat til salg i 2014.

- Når man som jeg næsten er født med en saks og bast i hænderne, er det svært ikke at samle de muligheder op, der ligger foran én. Ja, det er da til tider hårdt med to forretninger, men det er også inspirerende. Heldigvis har jeg gode medarbejdere og en forstående mand, der hjælper mig med regnskabet, så jeg kan få tid til det, som jeg elsker, nemlig at binde buketter og have kontakt med mine mange dejlige kunder, fortæller Maiken Rath midt i al travlheden.

Maiken har stor succes med begge forretninger, så meget at hun tidligere er blevet udnævnt til Gazellevirksomhed af Børsen. En ære der er ganske få virksomheder forundt.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu