Her er der godt gang i kasse-apparatet: Spar-købmænd skifter ud og flytter rundt
LØNSTRUP: Der hersker lige nu moderat kaos på og mellem hylderne hos Spar Købmanden i Lønstrup.
Men lige om lidt er alt på rette plads. Sparkøbmændene Henrik Amtoft og Henrik Konnerup og deres medarbejdere er nemlig i gang med at udskifte butikkens 30 år gamle inventar og opgradere butikken, så den står knivskarp til den kommende påskehandel. Arbejdet omfatter i øvrigt også ny facade mod Strandvejen.
- Vi er færdige sidst i næste uge - inden palmesøndag, vurderede Henrik Konnerup i ugen, der er gået.
God start på året
Han glæder sig over, at rigtig mange gæster har fundet vej til kystbyen, og han forventer at byen - og Spar-butikken - går en travl sæson i møde.
- Siden 1, januar og frem til nu har vi fordoblet omsætningen sammenlignet med sidste år samme tid, oplyser købmanden.
2020 blev også et godt handelsår for Spar-købmanden i Lønstrup. Året begyndte stille, men corona sendte feriegæster i stort tal til kysten samtidig med, at mange lokale beboere skulle arbejde hjemme. Og det gav et boost til den lokale dagligvareforretning.
- Hele sommerlandet oplevede ekstra høj aktivitet sidste år på grund af corona. Sommerhus-salget steg voldsomt, og samtidig kommer der flere huse til udlejning.
Og den omstændighed smitter også af på købmanden.