Billede beskrivelse

Helene vandt 29 gavekort hos Hjørring Handel

23. december 2024 kl. 17.46
Opdateret 27. december 2024 kl. 07.34

HJØRRING: Det blev Helene Sommer fra Bjergby, der vandt 2. præmien i Hjørring Handels store julekonkurrence, hvor kunderne har fået et klistermærke hver gang, at de handlede i en lokal forretning for et bestemt beløb.

Det kom som lidt af en overraskelse, konstaterede hun, da hun besøgte Hjørring Handel mandag for at indkassere sin præmie, der består af 29 gavekort á 300 kroner stykket fra en række butikker, der er medlemmer hos Hjørring Handel.

- Men altså. Jeg kunne da godt huske, at jeg havde smidt mine bidrag i postkassen, men jeg er jo ikke sådan en, der nogensinde vinder noget som helst, sagde hun.

For Helene Sommer er det ret naturligt at lægge så meget af sin handel som muligt lokalt. Hun er selv gift med en lokal håndværker og ud af en håndværker-familie.

- Så jeg ved jo godt, hvor vigtigt det er, at pengene får lov at arbejde lokalt, sagde hun.

Billede beskrivelse

Familien har da også købt en stor del af julegaverne i butikkerne i Hjørring.
- Og da jeg stod og spurgte efter en bestemt vare, så var den ikke i sortiment i butikken i METROPOL ShoppingCenter, men så skaffede de den hjem, fortæller hun.

- Så jeg synes, at man altid skal forsøge sig lokalt først, for der er meget, de kan gøre i butikkerne.
Dagligvarerne køber familien også lokalt.
-  Vi handler i vores lokale Brugs i Bjergby. Det kan da godt være, at nogle af varerne er lidt dyrere, men hvis vi ikke støtter vores lokale forretning, så lukker den jo på et eller andet tidspunkt, sagde hun.

Allerede mandag formiddag tog Helene Sommer hul på at få brugt de 29 gavekort.

Planen er, at hele familien Sommer – mand og børn - skal tilgodeses, fortalte hun.

- Og så køber jeg nok lidt ekstra godt til mig selv, sagde hun med et smil.

Første præmien var på 15.000 kroner, og den blev vundet af Louise Frøstrup Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste