
Har du elbil?: Nu kan du lade bilen op, mens du shopper
HJØRRING: Hvis man er ejer af en elbil, men synes at det er alt for svært at finde en ladestation i bybilledet mens man spiser eller shopper, så er der godt nyt.
Metropol ShoppingCenter i Hjørring har nemlig fået el-ladestationerne i p-kælderen nær udkørslen.
- Vi har fire Spirii el-ladestationer, som hver især yder en effekt på 22W. De er åbne for alle – og betaling foregår via Spirii Go appen. Vi har lavet et par ”forsøgstankninger”, og det er meget let, siger Jane Melgaard Olesen, der er marketing manager i Metropol.
Som kunde skal du medbringe eget kabel til opladning el-ladestationerne har et såkaldt Type 2-udtag.

Oplever du problemer ved standerne, kan man få hjælp ved at ringe til Spirii.
Ligesom på de øvrige p-pladser i centret må du parkere max. 3 timer på pladsen, og du skal huske at stille din p-skive ved ankomst.
- Vi glæder til at kunne servicere de kunder, der besøger os – og specielt også alle de turister – der besøger os til sommer i deres elbil, siger Jane Melgaard Olesen.
