Shopping

Godkendt: Hjørrings sommer-hygge-kroge blev testet

Hjørring Handel inviterede fredag aften både store og små udenfor til leg og hygge

05. juni 2021 kl. 00:07

HJØRRING: De nye vippemøbler i Hjørrings midtby er godkendt. I hvert fald at dømme efter populariteten fredag til sommershopping-aften.

Butikkerne fristede med sprøde varer, og restauranterne med godt til både gane og mave, og kunderne kunne mellem indkøb og mad slappe af på vippebænkene.

Havde man mere energi, var der mulighed for at snuppe et slag bordfodbold, en runde basketball eller en omgang bordtennis. Og skulle hjerne have lidt motion, ventede skakbrikkerne på at blive flyttet rundt.

De yngste kunne møde prinsesse To Ben og Enhjørringen Dennis eller tage en snurre-rundt-tur på minikarruseller.

De mange aktiviteter, spil og møbler bliver stående sommeren over i Hjørrings midtby, og sommershopping-aftenen blev en præsentation af det store sommer-set-up.

- Vi er så glade. Borgerne bruger byen fuldstændig, som vi havde tænkt det. Der er hygge, begejstring og glæde - der summer af liv overalt i byen, siger Betina D. Jensen, der er formand for Hjørring Handel.

- Det er så fedt at se, at folk hygger sig med det her.

Formanden og event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt blev i øvrigt set i byen med to gule sækkevogne. De to handlekraftige kvinder gik nemlig en tur gennem byen for at finjustere og rette til.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu