Genbrugsbutik lukker i Hjørring: - Vi har prøvet alt, hvad vi kunne
HJØRRING: Efter længere tids overvejelser har ejerne bag 2HandStore i Hjørring besluttet at lukke butikken. Sidste åbningsdag bliver 30. juni.
Beslutningen er ikke truffet fra den ene dag til den anden.
Ifølge ejerne har de gennem længere tid forsøgt forskellige tiltag for at få flere kunder gennem døren, men uden den ønskede effekt.
- Vi kan med ro i maven sige, at vi har prøvet alt, hvad vi kunne. Vi har været synlige online og justeret konceptet undervejs. Men når den daglige kundestrøm mangler, bliver det svært at drive en bæredygtig forretning, fortæller de.
I et opslag på Facebook peger de på, at den lokale opbakning ganske enkelt ikke har været stor nok.
- Vi har masser af glade kunder, men vi har manglet den daglige tilstrømning fra lokalbefolkningen. Mange fortæller os, at de er glade for butikken.
Svær beslutning
Selvom beslutningen er svær, er de enige om, at tidspunktet er det rigtige.
- Da vi følte, at vi havde gjort alt, vi kunne, blev vi nødt til at træffe en beslutning.
Butikken på Farøvej har fungeret som et sted, hvor private kunne leje stande og sælge brugte ting, tøj og slutteligt boligartikler. Netop standlejerne fylder meget i ejernes tanker nu.
- Det er faktisk mest synd for standlejerne. De kommer med nogle fantastiske varer og lægger mange timer i det. Derfor håber vi også, at folk vil hjælpe med at gøre de sidste uger til nogle rigtig gode uger for dem.
Tror stadig på genbrug
Selvom 2HandStore lukker i Hjørring, har ejerne ikke mistet troen på genbrug eller konceptet.
De understreger, at de fortsat mener, der er et stort potentiale i idéen, men at det måske skal være et andet sted.
- Vi er ikke færdige med tanken bag konceptet. Men vi er færdige med denne version af det i Hjørring. Vi tror stadig på genbrug, bæredygtighed og på, at brugte ting fortjener et nyt liv.
Indtil lukningen fortsætter butikken som normalt, og ejerne håber, at kunderne vil kigge forbi en sidste gang. Både for at støtte standlejerne og for at sige farvel.