Genbrugsbutik i Løkken er flyttet - men ikke langt væk
Med et festligt klip af den røde snor blev Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Nørregade i Løkken genåbent på Nørregade, og adressen er nu 18 C. Altså lige på den anden side af gaden i forhold til før.
En af de frivillige i butikken er Inger Sort. Hun har været med lige siden etablering af butikken i 1999, og det var hende, der førte saksen og klippede den røde snor og erklære butikken for åben.
Åbningsdagen blev fejret med kaffe og kagemand til dagens gæster.
- Butikken er velsignet med en række frivillige trofaste medarbejdere i alderen 70 – 90 år. Nogen har endda været med helt fra start, fortæller butiksleder Lis Sørensen.
- Der hersker en god og positiv ånd, og vi er her, fordi vi kan li det. Genbrugsbutikken har rigtig mange faste kunder af både lokale og turister, og genererer et overskud på tæt ved 200.000 kr. årligt til nødhjælpsarbejde, siger butikslederen.
Der er to Folkekirkens Nødhjælp genbrugsbutikker i Løkken. Den i Nørregade sælger tøj, nips, køkkenudstyr og meget andet. Organisationens anden butik på Møstingsvej gør blandt andet i større ting som møbler og senge og ligeledes køkkenudstyr/ småting.