Gavekort til opgravnings-ramte butikker: En hjælpende hånd fra Johnny
HJØRRING: Springvandspladsen og Strømgade i Hjørring er gravet op, og det kan man naturligvis mærke i de butikker, der er placeret i området.
Derfor er butiksejerne også glade for, at Johnny Nielsen fra Bilhuset Hjørring på Frederikshavnsvej er klar til at sende dem mere end blot en venlig tanke.
Peugeot-forhandleren er vant til at forkæle sine kunder med en god flaske vin eller lignenede, når de køber en bil hos ham, men nu har han sadlet om: På grund af opgravningen kan kunderne nu i stedet vælge et gavekort til en værdi af 500 kroner til en af følgende butikker:
* Uno kaffebar
* House & Jeff
* Byens Optik
* Betty Mogensens Boghandel
* Christian Herretøj
* Byens Ure & Smykker
- Vi er super taknemmelige for, at gode kollegaer tænker ud af boksen i denne tid, hvor vi er lidt udfordrede i gaden på grund af den voldsomme opgravning, lyder det fra Sanne Godtliebsen, House & Jeff.