Gågaden mister endnu en butik
I to og et halvt år har Noella solgt dametøj fra butikken tæt på Springvandspladsen, midt i Hjørring. 31. marts er det slut, da Noella har besluttet at lukke butikken.
- Årsagerne er egentlig flere. Primært det faktum at vi ønsker at samle vores aktiviteter online, hos vores eksterne forhandlere og med vores butik i Aalborg. Vi har ikke fokus på selv at udvikle fysisk retail i det her marked, men fokuserer i stedet på de kanaler, vi oplever stor vækst på, sådan at vi ikke spreder vores aktiviteter for meget, oplyser Lau Kjær Knudsen, der er medstifter og direktør i firmaet.
Noella sælger dametøj til de helt unge og er hjemhørende i Aalborg.
Da Noella Hjørring i sommeren 2020 åbnede, var det firmaets anden fysiske butik. Den første var i Blokhus tre måneder tidligere. Siden kom Noella Aarhus og Noella Aalborg til.
Noella Aalborg og Noella Blokhus fortsætter, mens butikken i Aarhus lukkede ved udgangen af januar.
På Facebook skriver Noella Hjørring:
"Vi har været meget glade for at være her i byen og vil gerne sige kæmpe tak til alle vores skønne kunder."