Frivillige har knoklet: Nu åbner Danmission Genbrug ny butik
HJØRRING: Det er svært at overse, at der det sidste stykke tid har været travlt i lokalerne på Frederikshavnsvej 76B i Hjørring.
Det er der da også en helt særlig grund til. Frivillige kræfter har nemlig været i sving, og det betyder, at Danmission Genbrug Hjørring nu er klar til at åbne dørene til en ny, større og mere indbydende butik.
Det sker torsdag den 8. maj klokken 12.00, hvor alle er velkomne på åbningsdagen.
Tom Sand Egeskov, der er udviklingskonsulent hos Danmission Genbrug, fortæller, at der bliver dækket op til en hyggelig genbrugsfest med kaffe på kanden, friskbagt kage.
- Og så er hylderne fyldt med de bedste genbrugsfund, siger han.
Det er borgmester Søren Smalbro, der klipper snoren og markerer den officielle åbning.
- Vi har glædet os til denne dag i lang tid. Det har været længe undervejs, og de frivillige har virkelig knoklet for at få butikken klar. Derfor er vi også ekstra spændte på endelig at kunne slå dørene op og vise vores nye, flotte butik frem. Jeg er sikker på, at både kunder og frivillige vil opleve, at vi har skabt noget helt særligt her i Hjørring, siger Tom Sand Egeskov.
Han fortæller videre, at Danmission Genbrug Hjørring består af et stærkt fællesskab af frivillige, der hver dag gør en forskel — både for miljøet og for mennesker i nød ude i verden. Overskuddet fra butikken går nemlig til Danmissions arbejde i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark.