Billede beskrivelse

PhotoCare lukker fredag: Manglende indtægter fra pasfoto er del af forklaringen

27. februar 2025 kl. 12.47
Opdateret kl. 13.00

HJØRRING: Onsdag ramte nyheden om, at PhotoCare Hjørring, der er byens eneste fotoforretning lukker. Den sidste åbningsdag er fredag 28. februar.

Det bekræfter indehaver Lars Fog Hansen, der har drevet PhotoCare siden 1997. Han har ligeledes drevet Japan Foto i Hjørring.

Han fortæller, at det er længere tids overvejelser, der nu er en realitet.

– Jeg må bare konstatere, at der ikke er basis for at drive en fotoforretning her i Hjørring mere. Vi har haft nogle mulige købere på banen, men de har ikke kunne opnå aftaler om finansiering, siger han.

Den største grund er dog, at PhotoCare har mistet muligheden for at tage pasfotos. Det klarer Hjørring Kommunes borgerservice nemlig selv.

Billede beskrivelse

- Det har hele tiden været et stort ben i min forretning, og derfor har det været et meget stort tab, at vi har mistet den omsætning, fordi kunderne ikke længere kommer, når de skal have fornyet deres pasbillede, siger Lars Fog Hansen.

Salget af fotoudstyr er også blevet mere besværligt, fordi leverandørerne kræver, at butikker som PhotoCare i Hjørring skal kunne stille nogle store garantier.

– Det har ligeledes gjort det svært for os, at salget af de mindre kameraer jo helt er forsvundet, fordi folk bruger deres mobiltelefoner, siger Lars Fog Hansen. Han konstaterer, at der til gengæld er vækst i fremkaldelse af billeder.

– Men det er bare ikke nok til, at jeg kan holde forretningen kørende, konstaterer han.

Et andet ben i forretningen er skolefoto, og den del er solgt fra, og det bliver stadig muligt for byens børn at få taget skolefotos, oplyser Lars Fog Hansen.

Hvad der nu skal ske, ved han ikke helt, men han konstaterer med et smil, at han glæder sig til at se, hvad der byder sig af muligheder.

– Jeg er både uddannet klejnsmed og fotohandler, men hvad jeg skal, må tiden vise, og jeg er åben for forslag, siger han.

Butikkens øvrige to ansatte er ligeledes uafklaret med, hvad de skal, når de fredag går hjem fra arbejde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste