Billede beskrivelse

Formand: Hjørring Handel kan ikke ”løfte” midtbyen alene

Formand for Hjørring handel, Bentina D. Jensen, har fokus på samarbejde på tværs af flere interessenter

04. marts 2022 kl. 11.35
Opdateret kl. 21.15

HJØRRING: - Vi har brug for økonomisk hjælp til de fysiske rammer som byrum, blomster, stole, bænke, overdækning og ordentlige parkeringsforhold.

Så klart lyder budskabet fra Betina D. Jensen, der er formand for Hjørring Handel.

Foreningen havde torsdag generalforsamling på Hjørring Kro, og her havde formandens beretning fokus på at skabe en attraktiv og levende midtby.

Hun vendte blikket mod den kickstart, som Hjørring Handel gav byen efter corona i 2021. Sommerby Hjørring bød på otte uger med aktiviteter og tilbud - og det skete med et corona-tilskud fra Hjørring Kommune på 625.000 kroner.

- Det var en kæmpe succes, der trak masser af turister og borgere ind til byen, konstaterer Betina D. Jensen.

Det der virker ...

Hun mener, at Hjørring Handel skal bruge kræfterne på at markedsføre og skabe oplevelser.

- Som for eksempel skøjtebanen, som vi lige nu arbejder på at skaffe tilladelser og midler til - den forventer vi virkelig vil skabe liv og glæde for alle i vores by hen over vinteren.

- Alle undersøgelser viser, hvad der virker: Når vi skaber oplevelser, tiltrækker det mennesker – både til at bosætte sig, få jobs, men også til at handle og have et godt liv. Det er derfor fundamentalt, at vi fortsætter vores arbejde med at skabe en attraktiv og levende midtby.

- Det har vi arbejdet ihærdigt på det seneste år. Vi har fået samlet nogle gode interessenter i den forbindelse, og vores håb er, at når vi næste år giver beretning, har vi fået skabt et formaliseret samarbejde, som kommer til at sikre, en bæredygtig, aktiv og attraktiv Handelsby i Hjørring – bæredygtig i den forstand, at den vil være her mange år frem i tid, og fortsat være et trækplaster, med glæde, begejstring, oplevelser, minder, liv og handel.

- Dette kræver strategier og velvillige samarbejder på tværs af flere interessenter, da Hjørring Handel ikke kan løfte det alene.

Liv og handel - og meget mere

Formanden påpegede, at Hjørring Handel også leverer almennyttige bidrag.

- Nuvel, vi arbejder for at skabe liv og handel. Jeg anerkender, det er vores primære formål. Men vi gør så meget mere end det. Alle vores aktiviteter er gratis, og de er for børn, unge og voksne i alle aldre.

- I forlængelse af det almenyttige bidrag, har vi i år også sat endnu mere skub i samarbejdet med diverse foreninger.

Alene under ”Sommerby Hjørring” samarbejdede vi med 64 foreninger – alt fra TUBA, Sind, Vendyssel FF, alternative behandlere, kunsthåndværkerforeninger og til Vendsyssel Kunstmuseum. Og alle med samme formål, at vi er sammen om at skabe oplevelser og liv i vores by – det må vi også gerne være stolte af.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste