
Fiskemand: - Prisen på nytårstorsken stiger kraftigt
- Det er nu nytårstorsken skal hales i land, for prisen er steget kraftigt de sidste uger, og denne stigning fortsætter, jo nærmere vi kommer nytårsaften. Det er derfor nu, der skal handles, fortæller Sindals populære kørende fiskemand Flemming Pedersen.
Flemming Pedersen er indehaver af F.P. Fisk, som er en kørende fiskeforretning, der kommer til Sindal ved REMA 1000 en gang om ugen. Fra den lille fiskevogn sælger Flemming Pedersen friskfanget fisk, som er købt samme morgen på auktionen i Hirtshals.

- Friskere fisk findes simpelthen ikke, siger Flemming Pedersen stolt.
Da han også har butikken Fisk og Ost i Aalborg, og her er der forrygende travlt med jule- og nytårssalget, kommer fiskebilen ikke til Sindal igen før onsdag den 12. januar. Men det betyder ikke, at der ikke kan købes friske fisk ved F.P. Fisk. Nytårstorsken og andre fiskearter kan nemlig bestilles og afhentes efter aftale.

Uddannet fiskehandler
Flemming Pedersen er en rigtig fiskehandler, en kvalificeret fagmand, der, som én af de få, har en erhvervsuddannelse som fiskehandler. Uddannelsen til fiskehandler er tilrettelagt af Fiskeriskolen i Thyborøn og består af et grundforløb og et hovedforløb og varer 2 år og 8 måneder. Foruden skoleophold på Fiskeriskolen er der praktik i en eller flere virksomheder.
Flemming Pedersens fiskebil er godkendt af Miljø- og Fødevarestyrelsen, og han har udover erhvervsuddannelsen til fiskehandler også gennemført de nødvendige hygiejnekurser.
Den ferske fisk bliver opbevaret på køl i fiskebilen, og selv på en varm sommerdag med 27 grader er temperaturen på de ideelle minus 0,3 grader i kølekasserne.