Far og søn skal sælge biler sammen
HJØRRING: 20-årige Rasmus Lytzen kender sin far, Anders Lytzen bedre end de fleste.
- Vi har altid haft et meget stærkt bånd, og vi kender hinandens stærke og svage sider, fortæller han.
Han fortsætter med et stort glimt i øjet.
- Så jeg ved præcis, hvordan jeg skal takle ham.
Derfor var Rasmus Lytzen heller ikke i tvivl om, at han skulle være del af AL Cars ApS, der er hans fars Anders Lytzens nye bilfirma på Sct. Cathrine Vej 23 i Hjørring.
For kombinationen af biler og samarbejde med sin far. Det var ikke et tilbud, Rasmus ville gå glip af.
Siden firmaet startede, har han passet sit arbejde i Bauhaus. Men nu starter han som fuldtids junior sælger.
- Jeg elsker biler, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang, siger Rasmus Lytzen fra sit nye kontor ved siden af farens.
Han ved godt, at mange på hans alder tager et sabbatår, tager på højskole eller prøver lidt forskellige jobs af på arbejdsmarkedet.
- Men der sker så meget lige i den her branche, og det hele rykker så vildt ikke mindst på elbils-markedet. Så det er altså bare nu, jeg skal hoppe om bord, siger han med et stort smil.
53-årige Anders Lytzen, der selv har mange års erfaring fra branchen med sig, glæder sig også over, at han nu skal arbejde sammen med sønnen.
- Vi har altid lavet meget sammen – ikke mindst deler vi glæden ved ishockey. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at det her også bliver godt. Rasmus vil bare det her, og han ved utroligt meget om branchen allerede, siger han.
Med en helt utilsløret stolthed i stemmen.
Det er Anders Lytzen, der står som ejer af firmaet. Men han fortæller, at han håber, at sønnen i løbet af de kommende år også får et økonomisk ejerskab i firmaet.
- Min store drøm er da, at han skal drive det videre, når jeg engang i fremtiden forlader arbejdsmarkedet. Det kommer vi forhåbentlig til at arbejde frem mod stille og roligt, siger han.