Ejer afslører: Ny discountkæde kommer til Hjørring
Et skarpt discountkoncept indtager snart Nordjylland - og det har én af landets store detailkoncerner i ryggen.
Harald Nyborg søsatte således sin Hi Five-kæde sidste år - og hvor de to første butikker åbnede på Sjælland, har Harald Nyborg-koncernen siden offentliggjort, at man også kommer til Skive til maj.
Og nu kan bestyrelsesformand og medejer af detailgiganten, Erling Daell, afsløre over for Ligeher.nu, at man også kommer til Hjørring.
- Vi glæder os rigtig meget til at komme til Hjørring. Vi har fået en utrolig god og dygtig hjælp fra kommunen i forhold, hvordan vi efterlever reglerne i den eksisterende bygning, som vi overtager, siger Erling Daell.
Det er desuden Ønskebørns gamle lokaler på Hvidevold 2D, som Hi Five rykker ind i løbet af de kommende måneder.
- Det bliver en stor butik og måske også lidt i overkanten i forhold til Hi Fives koncept. Men det er lidt det muliges kunst. Vi synes både, at vilkårene er gode, og beliggenheden er det samme. Men butikken skal bygges lidt om, inden vi kan rykke ind.
Mere Hi Five
Erling Daell kan endnu ikke sige noget konkret om en åbningsdato for Hi Five i Hjørring, men han satser på, at det bliver i løbet af juni.
Han vil dog godt røbe, at "der kommer mere Hi Five i Nordjylland" i fremtiden.
- Vi er i fuld gang med nogle ret seriøse forhandlinger rundt omkring, så i løbet af i år eller næste år burde vi kunne lande et par aftaler der, understreger han.
Hi Five-konceptet er bygget op omkring 6000 til 7000 varenumre inden for husholdning, hobbyartikler og kosmetik til legetøj, accessories og tøj.
Direktør for kæden er Bent Holm, der har en fortid i spidsen for Dollarstore i Sverige fra 2017 til 2020 - dét der er kendt som Big Dollar her i landet.