Donationer fra stærke samarbejder tredobler budgettet
HJØRRING: Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel glæder sig over, at det er lykkedes at tredoble budgettet til Hook and Cook på grund af donationer.
Hun lægger ikke skjul på, at donationer på to gange 25.000 kroner fra Spar Nord Fonden og Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel falder på et tørt sted.
- Det betyder, at vi har kunne udvide programmet og tilbyde endnu flere spændende aktiviteter, siger Rikke Ejsenhardt.
– Vi er utroligt taknemlige over de to donationer, for de sikrer en større tyngde i vores event, siger hun.
Hook & Cook er skabt i tæt samarbejde med blandt andet EUC Nord, Kornets Hus, Halvorsminde Efterskole, Hjørring Kommune, Uffe Nielsen (Hos Uffe, red.) og VisitNordvestkysten, og Rikke Ejsenhardt er ikke i tvivl om, at de stærke partnerskaber er en styrke.
– Ved at kombinere vores ressourcer og ekspertise får vi skabt et event, der ikke bare fremhæver vores lokale kultur, men også styrker fællesskabet i Hjørring, siger hun og fortsætter:
- Vi er gået væk fra de traditionelle ”by night” events, fordi hvis vi skal have folk ind til byen, så skal der være noget mere indhold. Her passer Hook & Cook konceptet godt til os, fordi vi jo også arbejder med at markedsføre os mod turisterne.
– Hook & Cook sætter Hjørring på landkortet på grund af VisitNordvestkystens markedsføring og viser alt det, vores område kan, samtidig med, at vi slår et slag for bæredygtighed.
– Og så har vores butikker jo i øvrigt åbent helt til 21.00 om fredagen også, siger hun
Hook & Cook finder sted over to dage fredag 30. august og lørdag 31. august fra klokken 10.00-14.00 i Hjørring Midtby.