Der gik lige lidt tid, før det gik op for hende: Heidi vandt gavekort på 11.500 kroner
Vinderen af andenpræmien i Hjørring Handels store julekonkurrence er Heidi Norsk fra Hjørring, og hun var mandag forbi Det Nordjyske Mediehus for at hente sin præmie.
Den består af gavekort til en samlet værdi af 11.500 kroner, der er skænket af de lokale forretninger.
Der gik lige lidt tid, før det gik op for hende, at det faktisk passede - da en kollega kom og sagde, at det altså stod på Facebook.
- Så begyndte jeg altså at tro på det, og det er da helt vildt fedt. Jeg plejer overhovedet aldrig at vinde, siger hun med et smil.
Præmien skal deles med familien, hvor manden og børnene allerede har udset sig nogle af gavekortene.
- Vi har tre børn, og de mindste har fået lov at bruge nogle af gavekortene med det samme, fortæller hun.
At hun har vundet præmien, fordi hun har støttet lokalt, passer også den nyslåede vinder rigtigt godt.
- Jeg plejer at have fri Black Friday, og også i år fik jeg handlet en del her i Hjørring, fortæller hun.
Hun fortsætter:
- Jeg er nemlig ret obs på, at vi skal støtte de lokale butikker, så vi kan beholde dem, og jeg tør godt love, at jeg fik besøgt en del af dem der på Black Friday.