Claus køber lokal virksomhed: - Jeg glæder mig

24. oktober 2023 kl. 20.00

Karen Nielsen og Brian Jensen har valgt at sælge Nordsø Proviant i Hirtshals til Claus Djurhuus, der tidligere har været ansat i virksomheden.

Nordsø Proviant er med sine tre afdelinger i Hirtshals, Skagen og Frederikshavn et af de største skibsprovianteringsfirmaer i Danmark med mange millioner i omsætning.

- Vi kører over hele landet og til alle havne i Danmark. Vi kører også udenlands, hvis en af vores kunder bestiller varer til levering syd for grænsen, siger Claus Djurhuus.

- Jeg er ansat som hotelchef på Fjord Line, og det job bliver jeg ved med at passe til 1. december. Jeg har været på Fjord Line i seks år. Det er en fantastisk god arbejdsplads, siger den nye ejer.

Alle Nordsø Proviants medarbejdere er ved kunden fra start til slut, når der skal leveres varer.

- De er dygtige købmænd allesammen. De har et stort kendskab til varerne, og det er vigtigt, siger Claus Djurhuus.

Han har tidligere været selvstændig købmand i Horne og er nu selvstændig igen.

- Jeg overtager varelageret og inventaret og sidder fremover til leje hos Karen og Brian her på havnen i Hirtshals. Vi har også en stor webshop, siger Claus Djurhuus.

Han fortæller, at det er vigtigt, at den er opdateret med det sidste nye hele tiden.

Claus Djurhuus er 41 år.

- Jeg glæder mig til at være selvstændig købmand på Nordsø Proviant i Hirtshals og give alle vores kunder en god betjening, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste