Billede beskrivelse

Butik fejrer 25 år: Nu køber Rasmus sig ind

17. maj 2024 kl. 09.56

SKALLERUP: Når Spar Skallerup A/S 18. maj fejrer sit 25-års jubilæum, bliver det med en ny medejer og en 25-års jubilar blandt medarbejderne.

Butikschef Rasmus Larsen, som har været et kendt ansigt i butikken siden 2022, har fra årsskiftet købt sig ind i ejerkredsen.

Dermed bliver han fjerde mand i ejerkredsen, der består af ægteparret Christian og Lotte Stephansen, samt Søren Stephansen, der er bror til Christian.

Billede beskrivelse

At der er en ny generation kørt i stilling, betyder dog ikke, at de tre andre har planer om at stoppe.

– Det handler egentlig mere om, at vi har søgt efter én, der har lyst til at arbejde i en butik som vores, og som har lyst til at overtage helt på et tidspunkt, fortæller Christian Stephansen.

– Vi vil også godt have lidt mere mulighed for at holde weekend og komme afsted på ferie, fortsætter han.

Lotte og Christian Stephansen lægger ikke skjul på, at det til tider er hårdt arbejde at drive en butik, der har åbent fra klokken 7.00 til 21.00 hver dag året rundt.

– Vi kan jo konstatere, at Skallerup Seaside Resort er en bragende succes, og det smitter jo positivt af på os med mange kunder i butikken hele dagen, siger Christian Stephansen.

– Til gengæld har vi i 25 år haft fornøjelsen af gæster i butikken, der er på ferie, så de er altid glade og helt ustressede, smiler Lotte Stephansen.

En solid forretning

Det er da også en veldrevet og økonomisk solid butik, Rasmus Larsen bliver del af. Parret fortæller, at der er nok at lave i forretningen, der ligger lige midt i Skallerup Seaside Resort.

Der kommer masser af gæster – og de kaldes gæster, understreger de – fra både de nærliggende sommerhusområder og feriecenteret. Det er ikke ualmindeligt, at indkøbskurven bugner, når der skal købes ind til ferien eller weekendopholdet.

Billede beskrivelse

– Vi er jo en ganske almindelig SPAR-butik med de priser, folk kender fra byen, og det får vi meget ros for, siger Christian Stephansen.

Det store kundeflow har også gjort, at parret har turde satse på et noget højere og bredere udvalg.

– Vi gør rigtigt meget for at imødegå kundernes ønsker, siger Christian Stephansen.

Joan fejrer også 25 år

En af forretningens medarbejdere, Joan Meldgaard, der har ansvaret for butikkens non food, kan også fejre 25-års jubilæum. Hun startede i lære sidst i 80´erne hos Christian Stephansens far, hvis forretning parret overtog i 1999.

– Og så har hun fulgt os siden, og hun er jo en uundværlig nøgleperson, siger Lotte Stephansen.

De to jubilæer og udvidelsen af ejerkredsen fejres med rundstykker, kagemand og kaffe lørdag 18. maj fra 9.00 til 11.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste