På ballontour over Hjørring -frivillige Bjarne Jensen og formand for Hjørring Handel, Betina D. Jensen, monterede de farverige balloner over Østergade.
Shopping

Bjarne og Betina gik i luften over Hjørring C

01. juni 2022 kl. 09:13

HJØRRING: Hjørring Handels store sommersatsning ”Sommerby Hjørring” havde debut i 2021, og i disse dage tager sommerbyen igen form.

Onsdag var frivillige og medlemmer af Hjørring Handel i gang med at sætte balloner op over Østergade, plante krukker til med blomster, sætte bordtennisborde og andre spil op og indrette hyggekroge med de populære, vippende timernest. Hermed er Hjørring klar til Kulturnatten på fredag - og til en glad og aktiv sommer i midtbyen.

Hjørring Handel er hjulpet godt på vej af et nyt netværk af frivillige: ”De blå stjerner”, og dagens epicenter var Nordea, hvor alle mødte ind og senere på dagen var samlet til fælles frokost.

- Det her er et af årets højdepunkter. Sommerby Hjørring er fyldt med liv og glæde - der er begejstring, udendørs hygge og aktiviteter for alle. Og det er jo lige før opsætningen er en event i sig selv, smilede formand for Hjørring Handel, Betina D. Jensen, inden hun indtog en plads i liften for at sætte flere balloner op over gaden sammen med en af de frivillige, Bjarne Jensen.

Arbejdet fik både smil og lune ord med på vejen.

- Der er vildt mange, der stopper op og ser på arbejdet, og de peger og smiler og glæder siger over alt det, vi sætter op for at gøre byen hyggelig.

Mens Betina D. Jensen var på ballon-tour, dirigerede Rikke Ejsenhardt, event- og aktivitetschef i Hjørring Handel, slagets gang rundt omkring i byen. Hun glædede sig også over den store opbakning fra de frivillige - og over de mange positive kommentarer fra forbipasserende og på Facebook.

- Folk synes, det er så fedt, konstaterede hun med et stort smil.

Annonceret indhold

Nyeste