Shopping

Bilka Vedtaget: - Det kan betyder, at vi lukker Kvickly i midtbyen

31. august 2022 kl. 21:10

Et stort flertal i Hjørring Byråd sagde onsdag aften ja til en ny lokalplan, der baner vej for, at der bygges et Bilka Food på 3300 kvadratmeter ved siden af det nuværende A-Z på A.F. Heidemanns Vej ved Ringvejen i Hjørring.

Dermed ser mange års forsøg fra Salling Group, som er koncernen bag Bilka, ud til at at lykkes.

A-Z svarer til nonfood-afdelingen i Bilka, og ved at splitte forretningen op i to, vurderer kommunen, at der ikke bliver tale om et stort hypermarked, som er i strid med planloven.

Planerne deler imidlertid vandene - også i byrådet:

- Vi snakker meget om, at vi mangler liv i midtbyen, og så giver vi alligevel mulighed for flere og flere butikker i udkanten. Det er også naivt at tro, at det vil få flere norske turister til at stoppe i Hjørring fremfor at tage til City Syd i Aalborg, sagde Enhedslistens Louise Hvelplund.

- Jeg tror på, at vi hiver nogle turister ind, som ellers ville fortsætte sydpå. Vi lægger også vægt på, at rigtig mange borgere ønsker, at der kommer en Bilka til Hjørring. sagde Mai-Britt Beith (S), der også fastslog, at det ikke er Bilka, der lukker andre butikker, men at det borgernes valg, hvor de vil handle, og om de vil støtte de lokale butikker.

- Hvor meget skal vi detailregulere? Vi er med på Bilka-planerne, men vi appellerer også til, at borgerne støtter deres lokale butikker i omegnsbyerne, sagde Per Møller(K).

Andre butikker vil lukke

Informationsdirektør hos konkurrenten COOP, der bl.a. omfatter Brugsen og Kvickly, Jens Juul Nielsen forudser ret dystre konsekvenser af beslutningen. Bilka forventes at tage en omsætning på mellem 130 og 190 millioner kroner.

- Det skal ikke lyde som en trussel, men det kan komme til at betyde lukning af Kvickly i Metropol Shoppingcenter i midtbyen, og det vil også få alvorlige konsekvenser for en række mindre forretninger i omegnsbyerne, som i forvejen er pressede. Folk begynder jo ikke at bruge flere penge på dagligvarer, fordi der kommer en Bilka, siger Jens Juul Nielsen, der ligesom organisationen De Samvirkende Købmænd, mener, at der er tale om en butikskonstruktion, der strider mod planloven.

informationsdirektør i COOP Jens Juul Nielsen

De Samvirkende Købmænd, der bl.a. omfatter Meny, Spar og Rema 1000 har tidligere overfor NORDJYSKE varslet, at beslutningen skal prøves ved Planklagenævnet og evt. i retten. Organisationen mener fortsat, at et Bilka i Hjørring kommer til at fremstå som et hypermarked, der strider mod planloven.

Annonceret indhold

Nyeste