Beate og Andreas blev forelsket i byen for 15 år siden
MYGDAL: Beate og Andreas Wørner har nu haft Rav-Værkstedet i Mygdal i 15 år.
De kommer fra delstaten Baden-Württemberg i Tyskland og er blevet glade for Mygdal og Rav-Værkstedet.
- Vi kom her meget på ferie i området, og da vores venner for 15 år siden gerne ville gå på pension, blev vi tilbudt at købe Rav-Værkstedet. Det gjorde vi så, og det har vi ikke fortrudt. Det er en god forretning, vi sælger godt og rigtig godt her i højsæsonen, siger Beate og Andreas Wørner.
- Vi laver rigtig mange nyheder hele tiden. Det er vigtigt, for vi har mange kunder, der kommer igen og igen, både de lokale og turisterne fra ind- og udland. De ser jo ofte efter, om vi har fået lavet noget nyt, så derfor gør vi meget ud af at lave nogle nyheder hele tiden. Det, sammen med at vores priser er meget rimelige, gør, at vi sælger rigtig godt hele tiden her i Mygdal, siger de to indehavere af Rav-Værkstedet i Mygdal.