Se videoen: Skalleruphallen sydede af sang og sammenhold
Tirsdag den 26. september var ikke en almindelig dag på Friskolen Skallerup. En bemærkelsesværdig transformation fandt sted i løbet af mandag aften og i de tidlige morgentimer tirsdag morgen. Her arbejdede frivillige forældre, børn, lærere fra Friskolen Skallerup, og ikke mindst Skalleruphallens inspektør, hårdt for at skabe scene og stolerækker. Dette blev gjort for at gøre plads til den storslåede Friskolernes Kordag, som Friskolen Skallerup i år var værter for.
Bag Friskolernes Kordags står de to sydfynske korledere, Trine Lund Sørensen og Johanne Schack von Brockdorff. Drevet af både den danske tradition for fællessang og ønsket om at styrke friskolernes egne sangtraditioner, har de skabt de en dag, hvor friskoler kan mødes og synge i harmoni.
Samtidig ønsker de at skabe mulighed for at gå sammen om udgifterne til noget, de fleste skoler ikke kan stable på benene alene. Med i pakken hører et fantastisk materiale, som består af sange og melodier skrevet af Trine Lund Sørensen og Johanne Schack von Brockdorff samlet i bøger, som friskolerne får med sig, så sangene kan leve videre ude på friskolerne efter dette storslåede fælleskor og unikke fællesskab.
Og dagen lykkedes til fulde. Forestil dig 350 børn fra forskellige friskoler i Vendsyssel, der synger i kor ledt af to meget energiske korledere. Tilføj nu et firepersoners band, der spiller live. Suppler det med professionelt lydudstyr, og en dedikeret lydtekniker, der sikrer, at alt lyder perfekt.
Resultatet? En musikoplevelse så magisk og kraftfuld, at den kunne få hårene til at rejse sig på selv den mest hærdede kritiker.
Ud over sang og musik havde børnene også mulighed for at udforske Skalleruphallens udendørsfaciliteter, der bød på svævebaner, boldbaner, hængekøjer og meget mere. En perfekt kombination af indendørs musik og udendørs sjov.
Sidste år blev begivenheden afholdt på Vendelbohus, og mens det var en uforglemmelig dag, blev årets begivenhed i Skalleruphallen noget helt specielt. Friskolen Skallerups skoleleder, Bodil Møller Jensen synes at luften under vingerne gjorde arrangementet i år endnu større.
- Der kan være dem, der ser helt anderledes på det, og dét skal der også være plads til, men vurderingen pt er, at arrangementet blev endnu bedre end sidste år, fordi det blev afholdt i børnevenlige omgivelser. Med en kombination af talentfulde elever, engagerede lærere og den fantastiske støtte fra lokalsamfundet lykkedes det at skabe et brag af en dag, der bare gav så uendelig meget mening, udtaler en tydelig stolt friskoleleder.
Mon ikke det er en tradition, der er kommet for at blive, at kommunens syv friskoler nu også holder en årligt tilbagevendende begivenhed i form af Kordag, ligesom også volleystævne i november er blevet.