Sådan skal millionjulegave bruges
EUC Nord er i øjeblikket i ekstra godt julehumør i år, da Nordeas Værkstedsfond har valgt at yde økonomisk støtte på godt 2,3 mio. kr. Dermed kan skolen investere i topmoderne robotteknologi, nye værksteder og opkvalificering af faglærerne.
EUC Nord får støtten til at opgradere værksteder og købe nyt udstyr til auto-, smede- og serviceassistentuddannelserne. Nye grønne teknologier skal være i højsædet, når fremtidens faglærte skal uddannes i Nordjylland, pointerer direktør A. Neil Jacobsen.
- Vi er fantastisk glade for at få penge fra Værkstedspuljen. Det betyder, at EUC Nord nu kan tage et stort skridt ind i den grønne fremtid, udtaler han.
Direktøren for EUC Nord er overbevist om, at det bliver mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse, når skolerne har det allernyeste udstyr.
- Auto-området er blevet revolutioneret de senere år, og i dag skal en personvognsmekanikerelev også lære en masse om el. Nu får vi mulighed for at købe el-bil og nyt teknologisk udstyr, og det betyder et kvalitetsløft af vores uddannelser.
I Nordea-fonden er adm. direktør Henrik Lehmann Andersen imponeret over Danmarks mange ambitiøse og innovative erhvervsskoler og FGU-skoler, der arbejder for at tilbyde deres elever de bedste faciliteter samt kompetenceudvikle lærerne.
- Vi har brug for nye generationer af dygtige faglærte i hele landet. Med Værkstedspuljen håber vi at gøre en mærkbar forskel, så flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag, udtaler han.