Billede beskrivelse

Kirsten og Jørgen sikrer deres elskede træer: - Det er vores venner

Hjørring Kommune tilbyder som den eneste kommune i landet at få tinglyst særlige træer, så kommende ejere ikke bare kan fælde dem

08. oktober 2022 kl. 08.00
Opdateret 10. oktober 2022 kl. 10.58

HJØRRING: Når der engang kommer andre ejere, kan man jo risikere, at de bare bliver fældet. For ægteparret Kirsten Bjørg Reerslev og Jørgen Stubgaard har deres store gamle egetræer og bøgetræer på den 2600 kvadratmeter store naturgrund i Hjørring en helt særlig betydning. 

- Det var da også en af grundene til, at vi købte huset i sin tid. De betyder da rigtig meget - træerne er vores venner, og de vil jo kunne glæde mange generationer fremover,  siger Kirsten Bjørg Reerslev.  

Billede beskrivelse

- Vi skal da gøre alt for at beskytte de her gamle træer. Et egetræ kan jo blive 1000 år.  For det første er gamle træer meget vigtige for biodiversiteten, da de bl.a. er levested for rigtig mange insekter. For det andet har de store gamle træer en meget vigtig æstetisk betydning i byen, siger Jørgen Stubgaard, der er naturvejleder. I mange år har det været en mærkesag for ham at registrere og bevare træer i kommunen. 

Billede beskrivelse

Tinglysning af særlige træer

Hjørring Kommune har nu som den eneste kommune i landet åbnet en mulighed for, at man kan bevare særlige træer for eftertiden, ved at få dem tinglyst på matriklen. Man kan som borger sende en ansøgning, og hvis kommunen er enig i, at det pågældende træ bør bevares, bliver det tinglyst og kommunen betaler udgiften. Så må fremtidige ejere ikke fælde træet. 

- Vi ser desværre en tendens til, at mange gamle træer bare bliver fældet, fordi folk måske synes, at de fylder og skygger for meget. Det er imidlertid bekymrende, at træerne forsvinder - ikke mindst herinde i byen. Men det kan også være et karakteristisk kastanjetræ midt på en gårdsplads ude på landet. Vi håber med det her, at flere vil interessere sig for at bevare de gamle træer, som er meget vigtige for vores natur, siger biolog i Hjørring Kommune Laus Gro-Nielsen. 

Billede beskrivelse

Foreningen for By og Landskabskultur (FBL) i Hjørring har faktisk en hel hjemmeside, hvor man kan finde en omfattende registrering af bevaringsværdige træer i Hjørring Kommune. Her kan borgerne måske også finde inspiration til at få træerne beskyttet, for selve betegnelsen "bevaringsværdig" er ikke nok til at beskytte træet mod fældning. 

Der er imidlertid flere eksempler på, at store træer, der står i et skel,  også kan skabe konflikter mellem naboer, og derfor er kommunen også opmærksom på, at en tinglysning ikke bliver brugt som et "våben" i en nabokonflikt. 

- Vi afviser at tinglyse træer, som står i skel, fastslår Laus Gro-Nielsen

Kriterier for tinglysning af træer 

  • Træernes alder. Gamle hjemmehørende træer kan blive ganske majestætiske.
  • Træernes skønhed.
  • Træernes samspil med bebyggelse, den arkitektoniske rolle.
  • Træernes kulturhistoriske rolle. Træer med særlig betydning, fx. skoletræer, træer, der markerer en begivenhed, en mærkedag eller hædrer en person. 
  • Træer, der har særlig betydning for menneskers velvære. De stimulerer vores sanser.
  • Træernes betydning for biodiversitet bidrager til større artsrigdom for dyr og planter. 

Det skal selvfølgelig heller ikke være træer, der udgør en trussel mod bebyggelse, ligesom det også skal være muligt at få træerne beskåret, selvom de er tinglyste. Det vil i så fald kræve en godkendelse fra kommunen. 

Billede beskrivelse

Jørgen Stubgaard og Kirsten Bjørg Reerslev har da også fået beskåret et stort bøgetræ, der står tæt på deres hus. De har nu søgt kommunen om at få tinglyst fire gamle egetræer og to bøgetræer på deres grund. 

- Det er da godt at tænke på, at de her træer bliver stående, når vi ikke er her mere, siger Jørgen Stubgaard. 

For at få et træ tinglyst, sender man Hjørring Kommune en ansøgning med billede, beskrivelse og begrundelse for, at netop dette træ bør bevares. Herefter afgør kommunen, om træet skal tinglyses på den pågældende matrikel. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste