Rumænsk kunstner udstillede i fyret: Det trak mange besøgende
HIRTSHALS: Tværkulturel Hirtshals stod bag en kunstudstilling ved Hirtshals Fyr med kunstneren fra Rumænien, Ovidio Talpos.
Der var mange besøgende hele tiden, og det var også en flot samling kunstværker, der var kommet op at hænge på væggene i kunstudstillingen.
Arrangørerne af udstillingen var foreningen Tværkulturel Hirtshals. Foreningens formål er at styrke og udbygge fællesskabet blandt mennesker med forskellig kulturel baggrund samt fremme mulighederne for integration.
Påskeudstillingen ved Hirtshals Fyr var en bekræftelse på foreningens formål. Det var nemlig billedkunstneren Ovidio Talpos fra Rumænien – som kun har været i Danmark i ni måneder – der udstillede sine værker. Han er godt på vej til at blive integreret i Danmark, blandt andet gennem en stor udstilling som denne, som foreningen har hjulpet ham med at få stablet på benene.
Det var Ole Valsson og Jette Valsson, der var til stede på fyret Langfredag. Ole Valsson er formand for foreningen Tværkulturel Hirtshals. Foreningen står bag mange arrangementer i Hirtshals – blandt andet Kvindeaften hver anden mandag i lige uger, fællesspisninger efter behov og lørdagscafé i Børnehuset på Kærvej 36, ligeledes efter behov.