Billede beskrivelse

Rullende biograf kommer til lokalt kulturhus

28. juni 2024 kl. 06.02

LØKKEN: Mød den nye rullende mini-biograf, der bringer dokumentarfilm fra hele verden til lokalområderne. De værdifulde indsigter, som dokumentarfilm kan give, og det fællesskab, der opstår, når folk samles for at se film, er i fokus.

"Doku for dig og mig" ruller ud og viser film, hvor end der er et publikum. I vinter besøgte de 12 plejehjem i Nordjylland og skabte uforglemmelige oplevelser med deres filmvisninger.

Nu er de klar til at vise film for sommergæster, familie og venner på KAOSFABRIKKEN i Løkken. Fire onsdage i juli præsenteres film, der hver især udforsker temaet identitet og det at tage sig af sig selv eller andre. Filmene handler om at omfavne sin historie og handle i overensstemmelse med sin personlighed, integritet og ophav.

Kom og se filmene og mød folkene bag "Doku for dig og mig."

10/7 - Inger og det dårlige selskab

I en ramponeret villa på Sjælland lever 80-årige Inger i et fællesskab med en gruppe mennesker, der på hver deres måde lever på kanten af samfundet. Jella Bethmanns har skabt en film, der giver et kærligt indblik i livet for samfundets udstødte i Ingers accepterende fællesskab. Filmen er instrueret af Jella Bethmann.

17/7 - SKÅL

Dania, 21 år, er opvokset i en kristen menighed på Færøerne. Hun er lige flyttet til Tórshavn og er blevet kærester med Trygvi, en hiphop-kunstner og poet, også kendt som Silvurdrongur (Sølvdreng). Fascineret af Trygvis mod til at skrive hudløst, begynder Dania selv at skrive digte. Teksterne udvikler sig til den kritiske digtsamling 'Skål', der omhandler det dobbeltliv, hun lever inden for de kristne rammer, hun ønsker at forny. Filmen er instrueret af Cecilie Debell og Maria Tórgarð.

24/7 - Under havet

Da krigsfotografen Nanna Kreutzmann brød sammen, søgte hun tilflugt i havet. Nu er hun fridykker og dokumenterer det undervandssamfund, der omfavnede hende. "Under havet" er et inspirerende portræt af en usædvanlig kvindes indre liv, fyldt med smukke optagelser fra undervandsverdenen, hvor hun har fundet et fristed og et nyt fællesskab. Filmen er instrueret af Jannik Splidsboel.

31/7 - Mr. Graversen

Da Michael besøger sit barndomshjem i Grindsted, mødes han af en forvandlet far. Fri fra et årelangt misbrug af alkohol og sløvende piller, er Svend-Aage pludselig fuld af energi. Den gamle kludekræmmer genopliver sin passion for tøj og er fast besluttet på at vinde sin kones kærlighed tilbage. Svend-Aage griber chancen for at tage hånd om fortidens svigt og få en ny start i livet. Filmen er instrueret af Michael Graversen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste