Seneste nyt
Billede beskrivelse

Rovfugle og kulturhistorie vakte begejstring på Naturmødet i Hirtshals

29. maj 2026 kl. 07.50

HIRTSHALS: Falkoner Frank Skårup Hansen fra virksomheden Falkenborg ved Suldrup trak torsdag mange nysgerrige tilskuere til på Naturmødet, hvor han gav en levende fortælling om falkejagt, rovfugle og naturbevarelse.

Med sin lannerfalk viste han publikum, hvordan moderne falkejagt foregår, og hvordan synet på rovfugle har ændret sig markant gennem tiden.

Billede beskrivelse

- Fra 1943 til 1950 skød, fangede og forgiftede vi 110.768 blandede rovfugle. Det var en kamp mod naturen, og vi vandt også den kamp, fortalte Frank Skårup under fremvisningen.

Han forklarede, at rovfugle tidligere blev betragtet som skadedyr, fordi de tog høns, duer og kaniner fra gårdene.

- Nu har vi fået en kæmpe forståelse for både de store og de små rovfugle, sagde han.
Falkejagt blev igen lovlig i Danmark i 2018, og det glæder falkoneren, som ser det som en vigtig del af kulturhistorien.

- UNESCO anerkendte i 2016 falkejagt som kulturarv, fordi man gerne vil bevare den gamle tradition. Her i Danmark har vi drevet falkejagt siden sen jernalderen, så det er en meget gammel kulturarv, sagde han.

Den fugl, han havde med til Naturmødet, var en lannerfalk – en sydeuropæisk falke art med stor geografisk udbredelse helt ned til Sydafrika.

For Frank Skårup Hansen er arbejdet med falke ikke blot en hobby, men hans levebrød. Gennem Falkenborg opdrætter han blandt andet vandrefalke til videresalg og til naturprojekter.

Billede beskrivelse

- Jeg har været med til at levere falke til udsætningsprojekter i Polen for at genskabe en truet bestand af vandrefalke. Jeg har en stor genbank derhjemme, som kan bruges, hvis nogen vil genetablere bestande, forklarede han.

Samtidig rejser han rundt til skoler, museer og arrangementer for at undervise om både falkejagtens historie og naturbevarelse.

- I stedet for at skulle lave udsætningsprojekter bagefter, så er det bedre at passe på naturen, inden det kollapser, sagde han.

Frank Skårup Hansen har tidligere deltaget på Naturmødet og håber, arrangementet fortsætter mange år endnu.

- Det er et fantastisk arrangement, hvor folk får debatteret de forskellige nuancer mellem det at have natur og samtidig bruge den, sagde han.

Billede beskrivelse

Blandt publikum var Andrea Karlberg, som deltager på Naturmødet sammen med sin højskoleklasse fra Krogerup højskole i Nordsjælland.

Skolen har linjen ”Jorden kalder”, hvor eleverne arbejder med biodiversitet og natur.

- Vi kørte hjemmefra klokken 6 i morges, og nu går vi rundt og oplever det hele. Det er mega fedt, sagde Andrea Karlberg.

Hun var særligt begejstret for mødet med rovfuglene.

- Jeg er meget glad for dyr og fugle, så det at få lov til at komme tæt på dem er altid sindssygt fedt. Det var en virkelig stor oplevelse, sagde hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste