Billede beskrivelse

Rift om de allerførste bioanalytikere i Hjørring

26. januar 2026 kl. 11.00

HJØRRING: I 2022 startede Malene Thomasen Jensen og Jeppe Møller på det første hold på UCN’s bioanalytikeruddannelse i Hjørring. 

Nu er de færdige – og ligesom størstedelen af deres medstuderende har de allerede jobbet på plads.

For første gang har Professionshøjskolen UCN i Hjørring uddannet et hold bioanalytikere.

Uddannelsen blev oprettet for at imødekomme manglen på bioanalytikere i Nordjylland, og behovet på arbejdsmarkedet er fortsat stort. Det mærker dimittenderne allerede nu, hvor langt de fleste går direkte ud i faste stillinger.

For Jeppe Møller, der bor i Hjørring, har det i nogen tid været klart, hvad næste skridt efter studiet skulle være. 

Han fortsætter nu i det klinisk biokemiske afsnit på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring, hvor han hidtil har haft studiejob – nu i en fuldtidsstilling. Den aftale har været på plads siden sommer.

- Det er ikke helt gået op for mig endnu. Måske først når jeg får mit bevis i hånden. Nu glæder jeg mig bare til at bruge det, jeg har lært og få et større ansvar. Det har jeg virkelig set frem til, fortæller Jeppe Møller.

De første bioanalytikere i Nordjylland

Malene Thomasen Jensen er også klar til sit nye job. Hun har fået en stilling på Aalborg Universitetshospital, og ligesom Jeppe er et studiejob også vekslet til en fuldtidsstilling.

For hende har det haft særlig betydning at være med på det allerførste hold i Hjørring. 

Malene har blandt andet siddet i uddannelsesudvalget og deltaget aktivt i dialogen om uddannelsens opbygning og indhold.

- For mig har det været fedt at være blandt de første. Vi har virkelig prøvet at være med til at forme og præge uddannelsen og give input undervejs. Samtidig har jeg oplevet, hvordan de lange praktikker gør en stor forskel. Man bliver en del af hverdagen på arbejdspladsen og får en klar fornemmelse af, hvad jobbet kræver, siger hun.

Stort behov i Nordjylland

Før uddannelsen åbnede i Hjørring måtte nordjyske studerende rejse til Aarhus for at uddanne sig til bioanalytiker. 

Med den nye uddannelse blev det muligt for unge i regionen at tage studiet tættere på hjemmet – og interessen har været stor. 

I dag er omkring 170 studerende i gang fordelt på flere hold, og ansøgertallene har siden starten ligget flot.

Uddannelsen varer 3,5 år og er en professionsbachelor, hvor omkring en tredjedel af tiden består af praktik på hospitalernes laboratorier.

Bioanalytikere arbejder typisk i laboratorier, hvor de analyserer blod, væv og celler for at hjælpe læger med at stille diagnoser eller følge patienters behandlingsforløb.

Uddannelsen til bioanalytiker udbydes på UCN’s campus på Skolevangen i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste