Billede beskrivelse

Revy lige på trapperne - gentager populær nyskabelse

25. september 2023 kl. 12.01
Opdateret kl. 12.08

Selv om Vrå Revyen ganske vist har rødder helt tilbage til dengang, hvor enkelte fjernsyn stadig sendte i sort/hvide nuancer, så har det altid være både festligt og farverigt, når revyholdet gik på scenen i Hønsehuset i Vrå. 

Alligevel bliver der i år skruet ekstra op for farverne på scenen, når Vrå Revyen løber af stablen fra 6. oktober. For med verdens uro og samfundets mange alvorligheder, så er der brug for et rum, hvor vi bare kan læne os tilbage og grine og glemme hverdagen for en stund, vurderer instruktør, Anne Mette Nors og kapelmester, Andreas Svaneborg. 

- Titlen ”Nu i farver” skal både skabe humør, men det skal også minde os om den tid, hvor man samledes om farvefjernsynet tilbage i 50’erne. Det gav en samhørighed og et fællesskab, som vi gerne vil puste lidt til her i 2023, fortæller Anne Mette Nors.

Lidt nyt, lidt lånt og lidt gammelt

De to garvede revyfolk står endnu engang i spidsen for Vrå Revyen, som i år både rummer nye og gamle ansigter på scenen. Skuespillerne Lars Boelt, Morten Pedersen, Sven Bertelsen og Helle Larsen-Ledet har mange gange tidligere givet publikum masser af grin. 

Billede beskrivelse

Men i år kan man også glæde sig til at opleve Louise Møller Vejen og Trine Marie Lauritsen, som begge har masser af erfaring fra bl.a. Lundergård Revyen og Hjørring Sommerspil. 

Eftermiddagsforestilling består

Billede beskrivelse

Sidste år blev der for første gang gjort forsøg med en eftermiddagsforestilling, hvilket viste sig at være et yderst populært tiltag, som hurtigt blev udsolgt. Det var ifølge formand for Vrå Amatørteater, Lisbeth Bak, et forsøg på at give en hjælpende hånd til dem, som måske har svært ved at få ungerne passet en hverdagsaften, eller hvor det kniber med at holde sig vågen igennem en hel aftenforestilling. Eftermiddagsforestillingen gentages derfor i år søndag 8. oktober klokken 16.

Billede beskrivelse

Allerede nu kan du sikre dig billetter til både eftermiddags- og aftenforestillinger, som spilles 6., 8., 9., 10., 11. og 12. oktober. 

Igen i år vil der være mulighed for at tilkøbe sig ”den store pakke” med en revy-menu i Idrætscenter Vendsyssel inden forestillingerne 6. og 12. oktober. 

Billetterne købes elektronisk på www.datsbilletten.dk.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste