Billede beskrivelse

Reparationscaféen er en stor succes

24. marts 2026 kl. 19.02

HIRTSHALS: Hygge- og Reparationscaféen fra Ældresagen i Hirtshals er i fuld gang hver tredje tirsdag i måneden på Hirtshals Vaskeri.

Det er Jan, Finn, Jan og Bo, der reparerer de ting, som folk kommer med.

Og der kommer mange forskellige ting fra borgerne i Hirtshals, og de fleste ting kan de fire reparatører fra Ældre Sagen godt sætte i stand. Derfor går mange borgere glade fra Vaskeriet med ting, de har fået repareret.

Billede beskrivelse

- Vi skal ikke konkurrere med de professionelle reparatører, så det, vi laver, er i småtingsafdelingen, hvor der er en løs forbindelse i et eller andet, og som borgerne ikke vil bruge penge på at få repareret. Derfor er det en slags bæredygtighed, vi udøver på ting, der måske ellers bare ville blive smidt ud, siger formand for Ældre Sagen i Hirtshals, Kirsten Marie Jespersen.

Hygge- og Reparationscaféen på Hirtshals Vaskeri er i gang hver tredje tirsdag i måneden fra klokken 10 til 12, og alle er meget velkomne.

Man behøver ikke at være medlem af Ældresagen, men det kan man blive, hvis man ønsker det. Der hygges med en tår kaffe og en småkage til, og man kan også selv medbringe en madpakke.

Det er det sociale liv, som Hygge- og Reparationscaféen også rummer, og man kan spille bordtennis, bruge en kondicykel samt løbe eller gå en tur på løbe- og gangbåndet, der er opstillet på stedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste