Fra tidligere messe afholdt på Vendsyssel Teater.
Livet her

Rekordstor opbakning fra erhvervslivet: Messe står klar til afgangselever

04. marts 2023 kl. 17:02

Alle standpladser er revet væk. For antallet af virksomheder, der har tilmeldt sig Job- & Karrieremessen i Hjørring, har slået rekord i forhold til tidligere år.

Ledige og jobsøgende kan glæde sig til årets Job- og Karrieremesse i Hallen, Park Vendia i Hjørring d. 14. marts kl. 9.00-12.00. Der er nemlig mulighed for at komme i snak med et rekordstort antal virksomheder i forhold til tidligere jobmesser i Hjørring.

Måske kan succesen tilskrives det nye tiltag, at op mod 800 afgangselever fra de lokale gymnasiale uddannelsesinstitutioner er inviteret med. Business Hjørring, som er hovedarrangør af messen, er i år indgået i et samarbejde med Hjørring Gymnasium & HF, EUC Nord samt HF & VUC Nord om at skabe en messe, som også sætter fokus på den yngre målgruppes karrierevej. Dette er baggrunden for, at Jobmessen i år har skiftet navn til Job- & Karrieremesse.

- Vores nye samarbejde med de gymnasiale uddannelser giver de lokale virksomheder en hel unik mulighed for at få de unge mennesker i tale. Mange af de unge vil være interesseret i et fritidsjob, et sæsonjob, et job i sabbatår eller måske i at tage en uddannelse. Så her har virksomhederne chancen for at gøre opmærksom på sig selv og dermed måske også sikre sig kompetent arbejdskraft på den længere bane ved at uddanne og fastholde de unge, fortæller Erhvervschef Ole Bendix. 

Ud af de i alt 800 afgangselever, kommer EUC Nord med ca. 300 elever fra uddannelserne hhx, htx, EUD/EUX Business samt EUD/EUX Teknisk. Studievejleder Annette Justesen er begejstret for tiltaget med messen, men også det nye samarbejde, der er etableret mellem Hjørring Kommune/ Business Hjørring og alle ungdomsuddannelser i Hjørring. Det har styrket muligheden for, at deres hhx elever kan komme i praktik ved bl.a. én af de virksomheder, der er en del af Ungegarantien.

Om Job- & Karrieremessen siger hun:

- Vi er meget spændte på at deltage med vores afgangselever for første gang og har en forventning om, at de opnår en rigtig god forståelse for, hvilke job - og karrieremuligheder der findes. Det falder i fin tråd med vores gymnasiums 3. årige Karrierelæring.

For Krone Vinduer er det ikke første gang, at deltagelse på messen prioriteres. Virksomheden i Harken har været med i flere år. Arne Nielsen, afdelingsleder og uddannelsesansvarlig, finder det dog endnu mere spændende, at der nu kommer flere besøgende og en ny yngre målgruppe forbi deres stand.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få flere til at søge ind indenfor håndværkerfaget, så vi ikke kommer til at mangle hænder. Derfor skal vi naturligvis deltage på messen – og det er også derfor, vi er medlem af Ungegarantien. Vi vil gerne vise os frem overfor de unge og fortælle, hvad vi er for en virksomhed – hvilke forskellige karrieremuligheder vi har, men også, at vi er en virksomhed, der tænker på miljøet osv, siger Annette Justesen. 

Antallet af udstillere er landet på 90 og der er dermed fuldt booket og lukket for tilmeldinger. Nu er der bare at glæde sig til, at messedørene åbner d. 14. marts, så virksomheder og besøgende kan mødes og der forhåbentlig kan skabes en masse jobmatch.

Annonceret indhold

Nyeste