Rallykører satte banerekord efter en dramatisk start
Den tidligere mange-årige danske mester i motorsportsklassen Seven Racing, Steffen Lindgren Hansen fra Team Lindgren i Hjørring, havde i kampen om et nyt mesterskab i den nye Arion-klasse en blandet weekend på Ring Djursland.
Den indledende træning og tidtagning lørdag blev ødelagt, da en kobling røg sig en tur.
Det betød, at Steffen Lindgren Hansen måtte starte bagest i første heat søndag.
- Steffen kørte sig op på en førsteplads efter otte omgange. Så røg koblingen igen, og vi måtte udgå. Koblingen blev atter skiftet og denne gang helt komplet, fortæller Teamchef Ivan Lindgren Hansen i en pressemeddelelse.
Heat 1 blev vundet af Steffen Lindgren Hansens holdkammerat Asger Thierry foran Seven-racerne Mikkel Holch og August Hansen.
Da det hele endelig kørte efter planen, og alt fungerede, så konkurrenterne efter fire omgange af heat 2 kun Hjørring-kørerens baglys og en sjælden gang bremselyset. Steffen slog den tidligere banerekord med ét sekund og vandt heatet 15,5 sekunder foran nummer to Chres Juul Jørgensen i en Seven Classic og Kurt Jepsen i en Arion 3.
Steffen Lindgren Hansen fører i kampen om det danske mesterskab i Arian Racing Championsship 2023. Arion har sin egen løbsserie, hvor de kører sammen med syverrace-klassen.
Der resterer nu blot to afdelinger om mesterskabet.
Det er i weekenden, hvor september bliver til oktober, på Jyllandsringen ved Silkeborg og weekenden efter den 7. og 8. oktober i Padborg.