Prisen er banket helt i bund: Landets to billigste veje ligger i Nordjylland
Kvadratmeterprisen skraber bunden på to veje i Vendsyssel
VENDSYSSEL: Der er langt fra Charlottenlund nord for København til Vrå i Vendsyssel - ikke mindst når det handler om kvadratmeterprisen på et hus.
Beliggenheden - og selvfølgelig også husets stand - har gigantisk betydning for, hvor mange penge man i 2022 skulle have op af lommen, når der skulle handles på landets dyreste og billigste veje.
- Faktisk er en kvadratmeter hus på den dyreste vej i Danmark 42 gange så meget værd som en kvadratmeter på den billigste vej. Flest penge blev fisket op på Strandvejen i Charlottenlund, hvor en kvadratmeter villa i 2022 – baseret på otte handler – i gennemsnit blev solgt for 120.500 kroner. Derimod indbragte seks handler på Vråvej i Nordjylland i gennemsnit en kvadratmeterpris på knap 2.900 kroner – landets billigste, skriver boligmediet.
Det svarer til en prisforskel på over 17, 5 millioner kroner, hvis man regner ud, hvad et gennemsnitligt hus på for eksempel 150 kvadratmeter har kostet på de to de veje: 18 millioner kroner for et hus på den dyreste og 435.000 kroner på den billigste.
Landets fem billigste veje:
1. Vråvej, Vrå: 2.868 kr/kvm
2. Skagen Landevej, Hjørring: 3.212 kr/kvm
3. Nykøbingvej, Stubbekøbing: 4.070 kr/kvm
4. Vestre Landevej, Stokkemarke: 4.639 kr/kvm
5. Bredgade, Vissenbjerg: 5.683 kr/kvm
Landets dyreste:
1. Strandvejen, Charlottenlund: 120.536 kr/kvm
2. Gl Strandvej, Humlebæk: 73.581 kr/kvm
3. Grønnevej, Virum: 51.951 kr/kvm
4. Nybrovej, Lyngby: 51.483 kr/kvm
5. Ralphs Vænge, Vedbæk: 47.790 kr/kvm