Billede beskrivelse

Premiere: Emil er klar på Vendelbohus scene: Få billetter tilbage

10. december 2025 kl. 13.00

HJØRRING: På Vendelbohus betyder uge 50 ”Vinterspil,” og denne gang er det stykket Vinter i Lønneberg, der får liv på scenen. Fra torsdag den 11. december til søndag den 14. december inviterer Hjørring Sommerspil indenfor til en hjertevarm familieforestilling.

Hos Hjørring Sommerspil er der stor tilfredshed med billetsalget, fortæller PR ansvarlig Mathilde Klitgaard.

Billede beskrivelse

– Det går forrygende. Især weekendforestillingerne er tæt på udsolgt, men der er stadig gode muligheder for at få billetter – både i weekenden og på hverdage. De bagerste pladser er også fine, da salen er bygget, så alle kan se scenen, og der er børnesæder til rådighed, siger hun.

13 skuespillere og tre generationer

I alt står 13 skuespillere på scenen. Tre af dem er helt nye i sommerspilsregi – blandt andet de to 12 årige Freja og Freja, som spiller Ida og Emil.

Nogle har tidligere medvirket i vinterspillet, mens andre kun har prøvet kræfter med den store scene i Kilden. Alle roller er besat ved audition, og holdet er derfor en god blanding af erfaring og nye kræfter.

Billede beskrivelse

Skuespillerne har i november arbejdet intensivt sammen med instruktør Anne Mette Nors for at skabe en nærværende og flot forestilling. Det korte, men intense prøveforløb har givet både stærkt fællesskab og stor kærlighed til stykket – noget publikum helt sikkert kan mærke i salen, lover Mathilde Klitgaard.

Vinter i Lønneberg samler to af Astrid Lindgrens elskede vinterhistorier om Emil. Selvom han ikke laver helt så mange skarnstreger i juletiden, er der stadig masser af fart på – og plads til både grin og alvor. Emil viser næstekærlighed ved at invitere fattige til julemiddag og hjælpe sin syge ven Alfred.

Forestillingen spænder over tre generationer af medvirkende, hvilket skaber et særligt bånd og en flot helhed, hvor man på tværs af alder hjælper og udvikler hinanden.

Netop denne vinterforestilling er et godt eksempel på den talentudvikling, som Hjørring Sommerspil har modtaget midler til fra Kulturalliancen.

– Vi vil gerne med vinterspillet skabe teaterglæde for alle – også børn. Stykket har både skabt interesse blandt de yngste på scenen og hos publikum, siger Mathilde Klitgaard.

Billede beskrivelse

Forestillingen akkompagneres af en lille trio, og bag kulisserne står et stort hold på 58 frivillige, som har sørget for alt fra kulisser, sminke og kostumer til billetkontrol, bar og rekvisitter.

– Vinterspillet er en lille produktion, men med et stort hold bag, der får det hele til at køre, siger Mathilde Klitgaard.

I baren i foyeren kan publikum købe lidt lækkert – både tørt og vådt – og samtidig støtte foreningen.

Der er stadig billetter tilbage, men mere end 80 procent af pladserne er allerede solgt. Særligt i weekenden er det nu ved at være sidste chance.

Spilletider: Hverdage klokken 18.00 – weekend klokken 11.00 og klokken 15.00.Billeter bestilles på www.hjorring-sommerspil.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste