Per opfordrer: Vær med til at redde liv!
HJØRRING: Som bloddonor er du med til at sikre, at der er blod til patienterne på de danske hospitaler, og du er derved med til at redde liv og gøre en kæmpe forskel for mange mennesker.
- Jeg har været med i mange år, og har ofte hørt hvad det betyder for mennesker, at andre donerer blod, som er til rådighed i tilspidsede situationer, hvor det er et spørgsmål om liv eller død. Når en donor har givet blod, modtager vedkommende efterfølgende det vi kalder en takke-sms, som fortæller, at blodet nu er brugt. Det giver en stor glæde at modtage en sådan sms, fordi man så ved, at mit blod har gjort noget godt i et andet menneskes liv. Eller måske endda i flere liv, da en donation i nogen tilfælde kan række til flere mennesker, fortæller Per Højen, som er bestyrelsesformand i Bloddonorerne i Vendsyssel.
Bestyrelsen er sammensat af repræsentanter fra kommunerne Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. I dette område er der cirka 3000 bloddonorer, og bestyrelsens vigtigste arbejde er sammen med andre frivillige at få endnu flere til at give blod.
Derfor er de blandt andet også synlige med kampagner på Forårsmessen i Frederikshavn og Hjørring Messen. Mens et oplæg på møde i Hjørring Handel i foråret også satte gang i en god kampagne, som blev særlig synlig, da Galleri &Os føjede et maleri til de mange flotte præmier, som nye bloddonorer kunne vinde.
- Målet er at få yderligere 1500 bloddonorer, som er det tal man mener der skal til, for at dække behovet i vores område. Vi tænker ikke altid over det, men der er rigtig mange mennesker, som er afhængige af at andre vil donere blod. Og når vi tænker nærmere over det, vil de fleste af os kende nogen personligt, som enten er blevet hjulpet af andres blod eller fortsat har brug for det. Cirka 40% af blodet bruges i kræftbehandlingen. Andre 30% ved fødsler og operationer, mens de sidste procenter i store træk går til mennesker med kroniske sygdomme, fortæller Per Højen.
Det tager omkring 30 minutter at donere blod, fra du ankommer til Blodbanken tilknyttet Regionshospital Nordjylland i Hjørring, til du er ude ad døren igen. Selve tapningen tager normalt 5-10 minutter. Kvinder tappes sædvanligvis tre gange om året, mens mænd tappes op til fire gange årligt.
Ved en tapning giver du 450 ml blod, som kroppen hurtigt gendanner af sig selv.
- Medicin, sygdomme og andre faktorer kan betyde, at du ikke kan blive bloddonor, men så kan du blive frivillig i Bloddonorerne i Vendsyssel, og på den måde hjælpe med til, at vi kan komme ud til flere potentielle nye donorer til gavn og glæde for de mennesker, som har behov for blod. Det kan også være, du er ansat på en arbejdsplads, hvor emnet kan tages op med ledelsen og kolleger. BoVendia har som et godt eksempel besluttet, at medarbejderne kan få fri, når de skal i Blodbanken. Men hvis du er på en arbejdsplads, hvor det ikke kan lade sig gøre, kan du selvfølgelig få en tid i Blodbanken enten inden arbejdsdagen begynder eller efter fyraften, fortæller Per Højen.
Du er velkommen til at kontakte Per Højen, hvis du ønsker hjælp til at blive bloddonor. Eller måske ønsker at være frivillig, eller få gode råd til at tage snakken på din arbejdsplads.